Chefredaktøren anbefaler: Kinesiske restriktioner kan bane vej for grafit-eksport fra Grønland
Kina har meddelt, at de indfører restriktioner på eksport af mineralet grafit fra 1. december. Det kan få konsekvenser for den europæiske og amerikanske batteriindustri, der vil mangle grafit, men det kan samtidig skabe muligheder for GreenRocs grafit-projekt i Sydgrønland.
Kina og USA kæmper lige nu en kamp om teknologiernes fremtid. For nylig blev den kinesiske regering overrumplet af amerikanske eksportrestriktioner på materialer med elektrisk ledningsevne (halvledere), og nu svarer Kina så igen med stramme restriktioner på mineralet grafit, der bruges i batterier blandt andet af europæiske og nordamerikanske batterivirksomheder.
Dermed er der risiko for, at Europa og USA vil mangle grafit, da Kina sidder på langt hovedparten af udvindingen af al grafit i verden samt slutproduktet sfærisk grafik, der indgår i elbils-batterier.
Verdens højeste forekomst
Uroen på verdensmarkederne kan skabe plads til Grønland, der strategisk ligger godt placeret midt imellem Europa og Nordamerika. For i Grønland nær Nanortalik ligger en grafit-mine, der er vurderet til at have nogle af verdens højeste forekomster af grafit.
Ressourcen er estimeret til at indeholde 23 millioner ton grafit med en lødighed på mere end 20 procent. Den gennemsnitlige årlige produktion vurderes deraf til at være på 77.000 ton koncentrat ved en minimumskvalitet på 94 procent.
Det giver ifølge en nylig offentliggjort økonomisk vurdering foretaget af GreenRoc Mining, der har efterforskningstilladelsen i området, en minelevetid på 22 år med en gennemsnitlig nettoomsætning på knap 90 millioner dollars svarende til cirka 625 millioner kroner om året.
Med andre ord, så er der enorme mængder grafit i Amitsoq, som vil kunne imødekomme en stigende efterspørgsel fra europæiske og amerikanske batterivirksomheder, hvis Kina fastholder eksportrestriktionerne på grafit.
Fordele til kinesiske elbils-producenter
Hos GreenRoc Mining er de naturligvis meget opmærksomme på den kinesiske regerings aktuelle råstofpolitik, der på den ene side har negativ betydning for de kinesiske virksomheder, der lever af at eksportere grafit, men som på den anden side kan styrke de kinesiske elbilsproducenters konkurrencefordel.
- Kinas beslutning om at indføre eksportrestriktioner på grafit understreger det kritiske behov for at etablere sikre forsyningskæder ved at øge den indenlandske, ikke-kinesiske produktionskapacitet, som er mindre sårbar over for markedschok og geopolitiske begivenheder, siger direktør i GreenRoc, Stefan Bernstein i en aktuel børsmeddelelse.
- De kinesiske eksportrestriktioner, der kun fokuserer på batterikvalitetsgrafit og udelukker konventionelt grafitmateriale med lav renhed, burde bekymre alle, der er involveret i den grønne energiomstilling. For der er væsentlig risiko for, at omstillingen fra forbrændingsmotorer til elmotorer vil gå langsommere og blive dyrere, da ingen elbiler i dag kan fremstilles uden at være afhængig af batterikvalitetsgrafit fra Kina. Desuden vil dette træk fra Kina styrke de kinesiske elbilsproducenters konkurrencefordel, lyder vurderingen.
Uafhængighed af Kina
Ifølge Stefan Bernstein bør Europa og USA accelerere udviklingen af egne industrier inden for kritiske mineraler.
– Dette er ikke blot en mulighed, men en nødvendighed for at etablere robuste forsyningskæder og frigøre virksomheder fra unødig afhængighed af Kina. Et sådant skridt vil være afgørende for at sikre en hurtig overgang til lavere CO2-emissionsteknologier.
Planerne hos GreenRoc er at bringe grafitforekomsten i produktion i løbet af et par år, og sideløbende udvikle et forarbejdningsanlæg, der kan producere grafitten, så den kan anvendes af batteriindustrierne.
- Kinas forestående indførelse af eksportrestriktioner på kinesisk batterikvalitetsgrafit giver den perfekte baggrund for udgivelsen vores økonomiske vurdering og markerer samtidig Amitsoq-grafit-minens strategiske betydning for den europæiske og nordamerikanske batteriforsyningskæde, vurderer Stefan Bernstein.