Chefredaktøren anbefaler: Hvidt tørklæde med brune striber

Jeg havde ganske vist været ombord på M/S Umanak, da jeg som barn i 1949 skulle tage imod min far i Qaqortoq. Han havde overvintret i Danmark pga. sit arbejde i Den store Grønlandskommission. Kommissionen var nedsat af den socialdemokratiske regering under statsminister Hans Hedtoft i 1948. På skibet viste far os sin kahyt. Vi havde ikke set ham i næsten et år.

Skibet, vi nu sejlede med langs vestkysten, var det gode, gamle stålskib Julius Thomsen, Jutho, bygget i 1927. Jutho kunne medtage 52 passagerer. Vi var en gruppe 16-17-årige, som havde klaret os igennem nåleøjet til at fortsætte skolegangen i hovedstaden efter 2 års forberedelse på efterskolen i Qaqortoq. I efterskoleopholdets andet år fik vi et nyt forstanderpar, Halfdan Egeskjold og hans hustru Ruth. De kom fra efterskolen i Aasiaat. Straks efter skolestart i august 1957 antog parret mig som deres stik-i-rend-dreng. Jeg skulle tage mig af deres indkøb, kulfyret og hejse flaget i den store flagstang om søndagen og andre flagdage. Så selvom jeg stadig boede sammen med de andre i barakken, blev jeg mere eller mindre en del af forstanderparrets husholdning. Parret havde ikke selv børn.

Med Jutho var også en amerikansk pater, Michael Wolfe, som jeg senere både kom til at undervise i det grønlandske sprog og deltage sammen med ved udgravningen af Thjodhildurs lille kapel i Qassiarsuk, middelalderens Brattahlid.

For de fleste af os unge var det første gang, vi forlod vores landsdel. For mit vedkommende var det fjerneste, jeg havde besøgt de første knap 17 år af mit liv bygden Saarloq omkring 40 sømil/70 km fra min føde- og opvækstbygd Igaliku.

Vi ankom til storstaden Nuuk med dens ca. 2.600 indbyggere mod dagens knap 19.000. Byen var naturligvis overvældende, men det bedste var alle de nye kammerater, som kom fra det ganske land med alle deres forskellige dialekter. Skolen, Qorsussuaq/Seminarieskolen, tog dengang imod efterskole-, realskoleelever og lærerstuderende. Så der var rimelig stor anciennitetsspredning i tropperne. De ’gamle’ lærerstuderende boede på eskimoslottet og talte blandt andre følgende: Carl Berthel Lynge, Jonathan Motzfeldt, Johan Jerimiassen, Otto Steenholdt, Loth Jensen og Peter Hansen.

Spisning de to første år foregik i ´Økonomien´, hvor vi indledte hvert aftensmåltid med to linjers sang: Guuti tunniussatit/pillugit qujavugut, Gud vi takker dig/for hvad du gav.

I radioen fulgte vi med i omtalen af Kongelige Grønlandske Handels nybyggeri af et synkefrit skib til sejlads mellem Danmark og Grønland med gods og passagerer. Blandt de mest hørbare skeptikere mod passagertransport i vintermånederne var folk med erfaring med Nordatlantens, specielt Kap Farvel områdets, til tider hidsige temperament generelt og vinterstorme specielt. Men det var ikke alene disse kaptajner i handelsflåden, som protesterede imod søværts transport af passagerer om vinteren. Den ene af de to første af Grønlands repræsentanter i Folketinget efter ændringen af Den danske Grundlov i 1953, Augo Lynge, var en af de mest højlydte modstandere af forehavendet. Skæbnens ironi ville, at Augo Lynge mere eller mindre var tvunget til at sejle med det højt profilerede skib på dets jomfrurejse. Efter at have holdt jul med sin familie skulle han tilbage til sit arbejde i Folketinget.

Den danske regering, med Johannes Kjærbøl som minister for Grønland, var urokkelig. Kjærbøl insisterede på, at M/S Hans Hedtoft skulle sejle hele året, selvom eksperter frarådede det. Til sidst gennemtvang han sit og regeringens projekt ved at true de seks kaptajner, der advarede imod vintersejlads med passagerer, med afskedigelse. Efter forliset var der optræk til en rigsretssag mod Kjærbøl, men hvor ubegribeligt det end lyder, blev sagen afsluttet med en beklagelse af, at han havde fortiet oplysninger for Folketinget. Den verserende rigsretssag mod den tidligere udlændinge- og integrationsminister, Inger Støjberg, burde rettelig have været den syvende rigsretssag i Danmark siden rigsrettens oprettelse i 1849.

M/S Hans Hedtoft begyndte sin færd i Qaqortoq med dets ankomst den 14. januar. Skibets rute var planlagt til at gå nordpå til Nuuk, Sisimiut og Maniitsoq, før det satte kurs mod Danmark. Skibet anløb Nuuk den 17. januar så videre herfra til Sisimiut, hvortil skibet ankom den 22. Sydgående fra Sisimiut anløb skibet Maniitsoq den 24. Jeg og mine kammerater passede undervisningen og havde endnu ikke haft mulighed for at løbe ned til skibshavnen for at beundre det synkefrie vidunder. Midt i undervisningen bankede skolens kontordame på klasseværelsets dør og meddelte, at der var gæster til mig. Ude på gangen stod Halfdan og Ruth Egeskjold. Det blev et meget rørende gensyn efter ikke at have haft kontakt i ca. 6 måneder. Begge var i deres bedste alder, Halfdan var 40, og Ruth var nogle år ældre. Ruth var kommet til Aasiaat i 1937, men rejste hjem til Danmark via USA, Portugal og Frankrig, da krigen brød ud. Hun vendte straks tilbage til Grønland, så snart krigen sluttede. Halfdan ankom sammen med Ruth i 1945. Efter nogle år som forstanderpar for efterskolen i Aasiaat, rykkede de teltpælene op og flyttede til Qaqortoq. Her i årets mørkeste og mest stormfulde periode var de på vej hjem til Danmark tvunget af den rygskade, som Halfdan ellers havde været opereret for flere gange. De havde været ombord på M/S Hans Hedtoft fra Qaqortoq og skulle videre med til Danmark. Så snart de havde etableret sig, ville de sende mig deres adresse, så jeg kunne bo hos dem, når jeg skulle fortsætte min skolegang i Danmark ad åre. Efter godt en times samvær i et tomt klasseværelse, skulle vi tage afsked med hinanden. Ruth havde en gave til mig, en meget blød pakke, som viste sig at indeholde det blødeste, filtede, hvide halstørklæde med brune og gule striber i midten. Efter at have sagt farvel og på gensyn, måtte jeg tilbage til min klasse stolt som en olympisk guldvinder med det fine halstørklæde slynget om halsen, der vakte stor beundring hos mine klassekammerater.

På sin returrejse over Atlanten skulle M/S Hans Hedtoft medbringe hele Sydgrønlands arkivalier i lasten samt naturligvis passagerer og mandskab, 95 mennesker i alt. Skibet stævnede ud af Qaqortoq med kurs mod Danmark den 29. januar midt på aftenen. Allerede knap et døgn efter opfatter Qaqortoq Radio både SOS i morsekode på telegrafi og Mayday på radioens telefon nødforbindelse. Meldingen fra skibet var, at det var stødt på et isfjeld, og at det tog vand ind men var fortsat flydende. Herefter går alarmen for eftersøgning under navnet ”Operation Isbjerg”.

Det skib, som befandt sig nærmest den opgivne position, var en tysk trawler, Johannes Krüss. Trawleren begav sig straks mod stedet. Den zigzaggede sig vej gennem et farvand af isfjelde og flager. Fremme i den opgivne position fandt den blot intet, kun hav, is og vind. M/S Hans Hedtoft meddelte over radioen, at det fyrede nødsraketter af for at lede trawleren på rette spor. Men der var intet at se fra det tyske skib. Så lyste tyskerne højt op i luften med deres projektør. Men M/S Hans Hedtoft meldte, at der intet var at se. Klokken 17.41 den 30. januar 1959 kom meldingen: ”Vi synker langsomt.”

Trawleren bad om nye pejlestreger. Men denne gang kom der intet svar. Denne famlen for at finde hinanden i det stormfulde vintermørke tyder på, at nogle af M/S Hans Hedtofts vitale navigationsinstrumenter ikke fungerede, som de skulle. Dette blev også påtalt i en af de havne, skibet anløb på vestkysten før afgangen til Danmark. En lokal telegrafbestyrer på besøg ombord påpegede, at skibets eneste radar (den anden var sparet væk) var defekt ved skibets ankomst til Grønland. Måske blev den ikke repareret inden returrejsen.

I 10-mandsstuen sad jeg med mine kammerater rundt om vores gode, gamle radio og fulgte med i de forsøg, der blev gjort på at finde spor efter det tabte skib. Trawleren, et skib fra den amerikanske Coastguard, inspektionskutteren Tejsten fra Grønnedal og diverse institutionsbåde fra de sydgrønlandske byer deltog i aktionen.

Jeg tænkte på Halfdan og Ruth og på de andre af mine slægtninge og venner, der var ombord. Tænkte på om de havde samlet sig et sted på skibet og holdt om hinanden, da de indså deres skæbne.

M/S Hans Hedtoft, det synkefrie skib, sank med passagerer og besætning. Regeringens og grønlandsministerens selvfølelse, når den er værst, var blevet den lille i elementernes indbyrdes styrkeprøve og lå nu på havbunden sydøst for Kap Farvel. 95 sagesløse liv var gået tabt. Det eneste fysiske, der nogensinde er dukket op fra tragedien, er en eneste redningskrans, som senere samme år skyllede i land på Islands sydvestlige kyst. Dette eneste bevis for, at skibet nogensinde har eksisteret, hænger nu i den smukke, gamle kirke i Qaqortoq, byen som var den sidste havn, skibet anløb før sin returrejse over Atlanten. Resten har havet beholdt.

Da det første skoleår i Nuuk sluttede, skulle den næsten samme Juthogruppe sejle med landshøvdingens båd, H. J. Rink til Arsuk. Her skulle skolevæsenets båd, Muslingen med Barnabas Poulsen som skipper møde os og sejle os hjem til Qaqortoq. Barnabas Poulsen var søn af den forhenværende åndemaner Aallaritaa. Med på båden havde han regionens præster, som skulle med ’Rink’ videre til præstekonventet i Nuuk. På sejlturens sidste etape ramlede vi ind i regionens velkendte varme føhnvind. Jeg gik op på dækket for at indsnuse den berusende, varme luft og rundede styrehuset. Et vindpust, som jeg ikke var forberedt på, tog mit fine hvide halstørklæde med brune og gule striber. Fortvivlet betragtede jeg det forsvinde i Muslingens kølvandsstribe. Med det forsvandt også mit eneste fysiske minde om Halfdan og Ruth.

M/S Hans Hedtofts forlis er den største katastrofe i Grønlandssejladsen, en politisk skandale, der burde have væltet regeringen og ført til en rigsretssag. Men intet skete.

Ikke nok med de politiske skandaler, så er historien om Grønlandsfonden, hvis midler var fremskaffet ved store landsindsamlinger, ikke mindre horribel. Der skete ingen udbetalinger fra folkegaven, der ellers var blevet samlet ind til de efterladte.

60 år efter katastrofen, den 30. januar 2019 deltog jeg i en mindehøjtidelighed i Holmens kirke.

Foreningen for de efterladte havde besluttet at afslutte deres 60-årige kamp mod både regeringen og fornedrelsen fra den fond, som skulle have været folkegaven fra de to landes befolkninger og opløse foreningen. Jeg satte mig på balkonen lige overfor prædikestolen. Provst Ejgil Bank Olesen holdt en af de stærkeste prædikener, jeg nogensinde har oplevet. Der blev ikke sat den mindste finger imellem i provstens fantastisk ærlige, åbne og trøstende tale til de efterladte og os andre, der fyldte sognekirken for søens folk. Endelig blev regeringens og ledelsen af Den Kongelige Grønlandske Handels kynisme og magtarrogance italesat endda fra en prædikestol og ikke fra et parlaments talerstol. Jeg vil lade et udsnit af provstens formidable prædiken afslutte min fortælling:

”Og nu er der gået 60 år, uden at der er nogen, der har påtaget sig ansvaret for beslutningen om at lave et skib, der som en anden Titanic ikke skulle kunne synke, og som dengang for 60 år siden skulle sejle om vinteren i isfyldt farvand, uden dobbeltskrog, og hvor pladerne ikke var svejset og radaren ikke fungerede, og hvor man ville sætte hastighedsrekorder, og hvor cheferne og politikerne vaskede deres hænder, og hvor Grønlandsfonden dengang lod de efterladte familier i stikken, ikke mindst i Grønland men også i Danmark.”

AG Uge 12 2021

Klik her for at læse