Chefredaktøren anbefaler: Grønlands populære coronasherif

Politimester Bjørn Tegner Bay er en travl mand, men i disse coronatider er det lidt mere end normalt. Hans arbejdsdag er blevet meget længere på grund af møder med forskellige parter.

Når corona ikke florerer, møder han som alle andre dødelige, klokken otte.

- Vi har også et samarbejde med Rigspolitiet og nogle gange bliver de nødt til at lægge nogle møder dansk formiddag, så skal vi meget tidligt op. Rigspolitichefen undskylder hver gang, siger han.

Det er ikke nyt for ham, at være på og være politiets ansigt udadtil, men corona er alligevel anderledes.

- Det her tager markant længere tid, end noget, vi har prøvet nogensinde før. Vi er vant til store kriser i det her system, men det er sådan nogle kriser, der kører op, så kører vi nogle dage, så løser vi dem og bang, så er vi nede på fredstid igen og så er det almindelig drift.

En af de effekter, som Bjørn har opdaget, der er ved, at være meget synlig i medierne, er venneanmodninger på Facebook. Det er eksploderet.

- Der har været dage, hvor jeg har fået mere end 100. Jeg har aldrig fået så mange
venneanmodninger før, siger han.

Han syntes egentlig, at det er meget hyggeligt, hvis der er nogle, der sender et digitalt vink, men sidder der nogle derude, der har vinket til ham i de her tider, så er de mange nye venner altså grunden til, at han ikke lige har fået svaret. Der er overvældende mange, der søger hans
opmærksomhed, udover at han skal tage sig af coronakrisen sammen med Kim Kielsen og Henrik L. Hansen – og alle sine medarbejdere i Grønlands Politi.

Og selvom der ikke er noget positivt omkring corona, så må han også indrømme, at det er fagligt spændende.

- Vi har aldrig prøvet det før og det er virkelig, virkelig spændende. Vi skal opfinde nye måder, at gøre tingene på, siger han.

Hotdogs og lagkage

For 50 år og 16 dage siden kom Bjørn til verden i Hillerød. Han rundede således et rundt hjørne for lidt over to uger siden. På grund af situationen, ville han egentlig lade sin store dag gå lidt i glemmebogen, men sådan gik det ikke.

- Da jeg mødte på arbejde mandag morgen til stabsmøde, havde mine kolleger i ledelsen dækket op med flag og købt morgenbrød. De havde også købt en gave til mig, en glasfugl fra Dooit Design, siger han.

- Jeg gav – det er en polititradition – rugbrødslagkage. Vi kan jo ikke samles, så jeg satte et par lagkager i beredskabets kaffestue og så en her i huset. Jeg kunne ikke rigtig invitere gæster om aftenen, men den nærmeste familie – som er Kunuk (Frederiksen, red.) og Marie (Fleischer, red.) og deres søn, Carl – kom hjem til mig og så spiste vi hotdogs og lagkage, siger Bjørn Bay.

For lige at gå lidt tilbage til Bjørns eksplosion i venneanmodninger, så er det også gået op for mange, at de måske kender ham eller hans familie. Bjørn har nemlig boet i Qaqortoq og Pituffik som barn, da hans forældre Inge Lise, 76, og Bendt Bay, 77, flyttede først til Qaqortoq i 1975.

Bjørns far har altid haft en interesse for Grønland, fordi hans farfar har været en del af Fram ekspeditionerne i Nordøstgrønland og Nordøstcanada. Så hans far prøver Grønland af som 18-årig og elsker livet i Uummannaq, hvor han arbejder for KGH. Da han kommer tilbage til Danmark, uddanner han sig inden for søværnet og senere som politibetjent. I mellemtiden møder han Inge Lise og de får først Bjørn og to år efter fulgte lillebror Bo, der i dag er geolog. Bendt kunne ikke – som Bjørn heller ikke kan – slippe Grønland. Så Bjørn begynder i børnehaveklasse i Qaqortoq, hvor de bor i fem år. Derfra gik turen til Pituffik, hvor Bjørn og Bo var nogle af de sidste børn, der gik i skole på Thulebasen. Da Bjørn nåede teenagealderen, kunne hans forældre ikke længere forsvare, at lade drengene bo i et ikke helt almindeligt samfund, som Pituffik er, så de flyttede til Danmark.

Ingen kulturchok

- Vi var alle sammen glade for Thulebasen. Vi var nogle af de eneste, der levede som en almindelig familie. Der var måske to eller tre familier på Thulebasen. Min lillebror og jeg var rigtig meget med ude, både i Qaanaaq og i bygderne, fordi der ikke var politimand i Qaanaaq dengang, så min far var også politimand for Qaanaaq og bygderne. Der var kommunefogeder, så han var jævnligt i Qaanaaq og typisk, hvis det kunne lade sig gøre for skolen, så tog min lillebror eller jeg med – det var sjældent, at det var også begge to samlet. Det betød meget for mine forældre, at vi så og kom ud i et normalt samfund, i stedet for det militære, siger Bjørn Bay.

Og som om, det ikke var oplevelser nok, så var det heller ingen sag for dem, at få en flyvetur med piloterne på basen.

- De savnede jo deres børn, så vi skulle jo ikke hive en pilot ret meget i ærmet, før vi fik lov til at komme med alle mulige mystiske steder hen, så det var jo fantastisk.

Under alle omstændigheder, så gik turen tilbage til Danmark, hvor de slog sig ned i Nykøbing Falster. Men kulturchok, har han aldrig oplevet.

- Jeg kan kun huske lidt af mit liv i Danmark, før jeg flyttede til Grønland. Jeg husker flyveturen til Qaqortoq. Jeg oplevede ikke et kulturchok, ved at flytte fra Hillerød til Qaqortoq. Jeg oplevede heller ikke noget kulturchok ved at flytte fra Qaqortoq til en amerikansk militærbase 2000 kilometer længere mod nord. Og heller ikke ved at flytte tilbage til Danmark, siger han.

Og sådan er det fortsat i voksenlivet. Han tager tingene, som de kommer.

Sprog ingen hindring

Selvom man kunne foranlediges til at tro, at Bjørn så kan grønlandsk, så er det ikke tilfældet.

I hvert fald ikke i tale. Han tænker lidt over, hvorfor han mon ikke kan mere grønlandsk og fortæller så, at han gik i en dansk klasse.

- Det lykkedes mig, at gå i grønlandsk folkeskole i syv år, uden at have så meget som én times grønlandsk. Jeg kan huske, mine forældre talte om at det var rart, at det daværende Hjemmestyre skulle overtage skoleområdet, fordi vi så kunne få grønlandskundervisning. Det gjorde vi ikke.

Bjørn forstår meget, selvom det godt kan glippe fælt, men at sætte ord sammen til en sætning, har han aldrig kodet. Han husker en episode, hvor han var ombord politikutteren med justitsministeren. På et tidspunkt står ministeren og vagtchefen i stævnen og snakker. Derfor vil Bjørn ikke forstyrre, og de ved ikke, at han står to meter bag dem, da justitsministeren spørger vagtchefen, hvor meget grønlandsk Bjørn egentlig kan.

- Han kan nok til, at han ved, hvornår vi snakker om ham, svarer vagtchefen. Det rammer nok meget godt mit niveau. Jeg kan godt høre, nu er det mig, de snakker om, smiler han.

Blå bog

Bjørn Bay var 13 år, da familien flyttede til Danmark.

- Jeg faldt rigtig godt til lige med det samme, men fra det øjeblik, jeg landede i Danmark, da sagde jeg til mig selv, at når jeg en dag flytter hjemmefra, så vil jeg hjem til Grønland, siger han.

- Jeg tror nok, at jeg har været noget anstrengende for mine klassekammerater i både folkeskolen og gymnasiet – eller det ved jeg. I en blå bog er en af kommentarerne om mig, at jeg kan få vendt alt om til at handle om Grønland. Så det har fyldt meget for mig, siger han.

Men at komme på ferie, var heller ikke en mulighed for ham.

- Jeg var den type studerende, der bare altid var fattig.

Da han flyttede hjemmefra for at studere jura med det formål, at blive anklager inden for politiet, i Aarhus som 19-årig, havde han stadig en længsel til Grønland, men det tog tid, før han igen skulle træde på grønlandsk jord.

- Der var ansættelsesstop i politiet på grund af besparelse, fortæller han.

Efter at have søgt stillinger i øst og vest, endte han i Direktoratet for udlændinge som fuldmægtig.

Efter et år i direktoratet, fik han held med en uopfordret ansøgning til at komme ind i politiet i Næstved.

- Ved jobsamtalen sagde jeg med det samme, send mig bare til Grønland. Men der var ikke nogen ledige stillinger.

Ingen karrieretilgang

Bjørn Bay var hos Næstved Politi i tre år, inden der – endelig – kom en ledig stilling i Grønlands Politi, som han selvfølgelig søgte og som han fik.

Så i 1999 var han igen i Grønland. Nu var han 29 år og havde ikke været i landet i 16 år. Nuuk, hvor han blev politifuldmægtig, havde han aldrig sat fod i.

- Jeg var aldrig i Nuuk som barn. Nuuk var den der kæmpe by, der lå midt i Grønland og puh, den var stor og de var for øvrigt vist nok lidt mærkelige alle sammen i Nuuk, siger han.

Det holdt dog ikke stik, kunne han konkludere, da han kom til Nuuk.

Men efter tre og et halvt år, var det slut. Ligesom betjente bliver udstationerede, så skal politiets anklagere være tre forskellige tjenestesteder i løbet af ti år. Og Grønland var kun hans andet sted.

Så han fik en stilling i Rigspolitiet, hvor han skulle være i minimum to år, før han kunne søge videre. Men der gik ikke mere end ti måneder, så var han at finde i Nuuk igen. Med hjælp fra den daværende politimester, der trak i nogle tråde, fordi han ville bruge Bjørn til en mellemlederstilling. Det havde Bjørn intet imod. Så i 2003 kan han kalde sig selv for først politiassessor og derefter vicepolitimester og fungerede som sådan indtil 2007, hvor han flyttede til Holstebro og blev sekretariatschef i Midt- og Vestsjællands Politi, for at udfordre sig selv.

- Jeg har aldrig haft en karrieretilgang til tingene. Jeg lovede mig selv for mange år siden, at jeg skulle være glad for mit arbejde. Man bruger så meget tid på sit job, så hvis ikke man synes, det er sjovt, så skal man sgu være ærlig med sig selv og lave noget andet, siger han.

Han håbede på, at komme tilbage til Grønland efter fem-seks år, gerne i en af de højere stillinger i øverste ledelse. Men allerede to år efter blev politimesterstillingen ledig, og han blev opfordret til at søge. Og siden da har han været Grønlands Politis øverste chef.

Gramset i nattelivet

En ulempe for betjentene kan være uniformen. Den har en magnetisk tiltrækning for både han- og hunkøn. Og er der noget, der kan få Bjørn op af stolen, så er det sexchikane. Hans tale bliver hurtigere og stemmen mere harm.

- Mine kvindelige kolleger får indimellem råbt noget efter sig, som simpelthen er så mandschauvinistisk og krænkende, at det trodser enhver beskrivelse. Det er heller ikke rimeligt for de mandlige politifolk, der bliver udsat for det indimellem af kvinder. Det sker lidt sjældnere, men det sker også. Sådan nogle ting kan godt gå mig på, siger Bjørn Bay, der synes at det er sundt, at me too-kampagnen er nået til Grønland, under navnet Killiliisa.

- Vi skal ikke være fintfølende, men nogle gange kan det godt tage overhånd. Navnlig de racistiske kommentarer, som politimænd godt kan blive udsat for, siger Bjørn, der selv har oplevet at blive gramset på.

Senest til nytårsaften, hvor han var på patrulje og var i Manhattan (nu lukket natklub, red.), da en flok kvinder tager ham på røven.

- Jeg overlever, helt klart, men forestil dig, at var en flok mænd, der havde stået der og jeg havde været en kvinde… altså i princippet, burde der ikke være nogen forskel her. Jeg anerkender 100 procent, at der sker flere krænkelser fra mænd mod kvinder, meen det går altså også den anden vej, siger Bjørn Bay, der selv lod som ingenting.

I et meget tæt pakket lokale i en natklub, må man som politi ind i mellem vurdere om man vil tage en konflikt, eller om man skal lade som ingenting.

- Det har noget at gøre med kønsroller. Det er både en kønsrolle, at man synes, at man kan tillade sig det, men det er også en kønsrolle, at jeg beslutter mig for ikke at gøre noget ved det, siger han.

Serfaq

Jagt og natur er en stor del af livet for Bjørn. Det stammer nok fra hans far, der ikke kunne leve uden båd. Og i Pituffik, var de de eneste, der havde jolle eller båd. I dag har Bjørn en Nordstar 28 med navnet Serfaq. Et bådnavn, der betyder meget for ham og hans far.

- Det har mine forældres båd heddet lige siden deres første båd i Qaqortoq i 1976. Inspireret af mine forældres bådnavn, har mine både altid heddet et dyr på grønlandsk, der har tilknytning til havet. Så mine både har heddet Aarluk, Niisa og Nanoq. Jeg solgte Nanoq for fem år siden, samme tid som mine forældre syntes, de var blevet for gamle til at have båd, så jeg spurgte min far om jeg måtte overtage navnet Serfaq. Det vidste jeg, at han ville sige ja til. Det var lige før, han kneb en tåre, fortæller han.

Da Bendt købte sin båd i 1976, fik han af kollegerne på politistationen i Qaqortoq et hjemmelavet navneskilt i træ.

- Den kom min far og overdrog til mig, da jeg døbte min båd Serfaq, fortæller han.

Bjørn kan som mange andre, få en bedre pension i Danmark end i Grønland, så officielt vil han bo i Danmark, når han en dag skal på pension, men hans ultimative drøm er at bo i Grønland i fiskeri- og jagtperioden, og tilbringe vinteren i Danmark.

- Hvis jeg kan og har råd, så vil jeg gerne have en lille lejlighed begge steder, i stedet for at have et stort hus et af stederne, siger han og håber på, at han bliver en af de ældre, der selvfølgelig har et godt helbred og ingen problemer har. Hvis det er tilfældet, så vil man altid kunne se ham med en fiskestang i Grønlands fjorde, siger han bestemt.

Du kan læse flere artikler i den seneste udgave af avisen AG - få adgang til avisen her:

AG Uge 17 2020

Klik her for at læse