Chefredaktøren anbefaler: »Gæster i vores eget land«
Der var følelser i spil, da politikerne tog hul på Forårssamlingens to store debatter om følgerne af kolonitiden. Hvad skete der dengang – og hvad sker der med de sager, som nu bringes frem?
Fortidens skelletter rasler angiveligt i skabene.
- Måske foregår der stadig ting, som ikke tåler dagens lys. Vi har stadig mange hængepartier, hvor vi bærer rundt på mentale byrder, sagde Hans Enoksen, da han i sidste uge tog ordet i Inatsisartut og talte om det, der historisk er sket mellem Danmark og Grønland gennem årene.
Og som altså stadig sker ifølge ham.
Han anbragte hånden på brystet undervejs i sin tale:
- Jeg er grønlænder og borger i dette land, men jeg føler mig nogle gange som en gæst. Mine rettigheder er begrænsede. Det er hårdt. Det er vores forfædres land, som vi har arvet efter dem. På mit pas står der Danmark, men der burde stå Grønland, for det er os, som bor her, fortsatte Naleraq-formanden fra talerstolen.
I den modsatte ende af det politiske spektrum er synsvinklen anderledes. Ifølge Aqqalu Jerimiassen skal der også selvrefleksion til. Mistrivsel er ikke kun efterveer af kolonitiden, mener Atassut-formanden:
- Der er stadigvæk mange grønlandske borgere, som føler sig bundet og overmandet. Det vigtigste er dog at påpege, at disse barrierer, som føles som binding hos folket, har rod i de love, som er vedtaget her i dette rum.
Spiraler
Normalt beskæftiger de folkevalgte sig med nutidens eller fremtidens udfordringer. Til gengæld overlades fortiden mest til historikerne. Men i sidste uge blev bakspejlet pudset i Inatsisartut, og der blev vendt op og ned på tingene i to store, adskilte debatter – henover tirsdag og onsdag.
Det lange lys blev kastet på kolonitiden og Forsoningskommissionen, og både tingets ældre og yngre generationer bidrog med engagerede indlæg om emnet. Tingest nestor, Siverth K. Heilmann fra Atassut, påpegede det, han ser som paradokserne i debatten. Også når det gælder drømmene om fremtiden.
- Vi lever i 2022 med et højere tal af rekrutteringer udefra end nogensinde før, trods andre partiers snakker om grønlandisering. Der er ikke penge til alle de ønsker, som befolkningen, og nogle politikere har. Vi respekterer flertallet ønske omkring selvstændighed, men vi er endnu ikke klar til selvstændighed. For at blive parate, må vi sætte realistiske målsætninger, der giver tryghed for den fornødne indtjening og erhvervet Hans Enoksen satte en del af rammen om forsonings-dagsordenen ved at pege på »mærkelige og umenneskelige ting« i fortiden og ved at trække tråden helt op til de sager, som er gravet frem af AG og Danmarks Radio.
- Forleden hørte vi om kvinder og purunge piger, som fik påtvunget spiraler (fra 1965 til 1975, red.). Vi hører, at der kan være tale om op mod 4.500 piger og kvinder. Dengang indførte man præventionen for at begrænse befolkningstilvæksten – så befolkningen ikke kunne vokse sig stor og stærk, sagde han fra talerstolen.
Ifølge Enoksen ryster den slags afsløringer ikke kun Grønland, men bør også rokke ved Danmarks selvbillede som en stat, der i fortiden kun agerede demokratisk og med respekt for menneskerettighederne.
- Det her var hensynsløst imod os, og det skal undersøges nærmere, fastslog han.
Sproget
Doris J. Jensen (S) var initiativtager til debatten om Forsoningskommissionen, og hun fortalte i sit indlæg om de syv anbefalinger, som kommissionens arbejde mundede ud i. Herunder ønsket om en undskyldning, at der skal etableres en forsoningsfond, og at det grønlandske sprog skal styrkes.
Ifølge Enoksen er det sidste ikke sket.
- Da vi fik selvstyre, blev det fastslået, at grønlandsk er det første og det officielle sprog. Men det virker ikke sådan inden for administrationen.
- Men vi kan ikke længere blive ved med at pege fingre ad de dansksprogede. Det er os selv, der må tage teten, så det kan ændres til det bedre. Det skal vi gøre, fortsatte Enoksen og henviste til IA og Siumuts varslede planer.
- Da den nye koalition så lyset for nylig, sagde de med fælles stemme, at det grønlandske sprog skal prioriteret i administrationen. Jeg håber, at det ikke kun er tomme ord, men at man vil efterleve det. Men er det i departementerne, eller er det også i Inatsisartuts kontorer, og er det også i de selvstyrejede selskaber. Hvor går grænsen? spurgte Hans Enoksen ud i salen.
Skyggerne
Selvom der tilbage i 2013 og 14 var en del debat om Forfatningskommissionens etablering og også omtale af den afsluttende rapport i 2017, er indsatsen siden gået en smule i glemmebogen. Partiordførerne takkede derfor Doris Jensen for at sætte spot på de syv anbefalinger, hvoraf de fem allerede delvist er integreret i departementernes arbejde, oplyste medlem af Naalakkersuisut Peter Olsen.
Under den halvanden time lange debat var et fremherskende synspunkt, at fortiden kaster lange skygger og endnu indhyller dele af samfundets adfærdsmønstre og er med til at sænke tempoet i udviklingen frem mod selvstændighed.
- Kolonimentaliteten er stadigvæk herskende, sagde IA´s ordfører Harald Bianco.
- Vi ved at eksperimentbørnene modtog en undskyldning samt erstatning fra Danmark. Det er vi glade for, sagde Simuts Kuno Fencker, men nævnte så i samme åndedrag andre sager med udspring i koloniseringen:
- Eksempelvis tvungen indsættelse af spiraler hos piger og erstatningskrav fra juridisk faderløse, sagde han.
Forstå fortiden
Forsoningskommissionen var oprindeligt Aleqa Hammonds idé. Udgangspunktet var, at det var nødvendigt at genbesøge fortiden for at kunne se nutiden i et mere klart lys. Kommissionsarbejdet skulle føre til en form for forsoning og måske endda tilgivelse.
Problemet var blandt andet, at Danmark ikke var med på idéen.
- Men jeg har fuld respekt for, at det er en diskussion, der optager det grønlandske folk. Vi vil følge diskussionen nøje herfra, lød det fra Statsministeriet, og Helle Thorning-Schmidt uddybede i en kronik i Berlingske Tidende, at man fra dansk side primært var »optaget af nutidens og fremtidens udfordringer«.
Det undrer Peter Olsen den dag i dag.
- Der er mange konsekvenser af kolonitiden, fysisk og psykisk. Derfor er det helt på sin plads at diskutere implementeringen af Forsoningskommissionens anbefalinger. Men for at forsoning kan finde sted mellem Danmark og Grønland, skal danskerne jo være med. Så vi kan skabe virkelig forsoning, sagde Peter Olsen, som samtidig fremhævede, at offerrollen ikke er konstruktiv.
- Den skal vi fjerne os fra. Vi skal videre. Lyset skal vende tilbage.
Afkolonisering?
Et uafklaret punkt i den fælles grønlandsk-danske historie er det politiske forarbejde op til grundlovsændringen i 1953, hvor Grønland gik fra at være en koloni til et dansk amt.
Der var dengang ingen folkeafstemning om sagen, altså om det overhovedet var et folkeligt ønske om at blive optaget i kongeriget. Og den politiske behandling i Nuuk foregik angiveligt i eksprestempo.
- Den 9. april 1952 skulle det daværende Landsråd på kun ganske få timer tage stilling til, om de ville blive en del af det danske rige, forklarede Doris J. Jakobsen.
Hun var også ophavskvinde til den anden store, historiske debat i Inatsisartut i sidste uge, nemlig om den formelle afslutning på kolonitiden. Ifølge Doris er det vigtigt at få den proces blotlagt, så det bliver klart, hvorvidt Danmark levede op til FN’s krav til afkolonisering, blandt andet at de koloniserede lande skulle have hjælp til at stå på egne ben.
- Men Landsrådet fik kun to muligheder. Den ene gik ud på, at man kunne beslutte, at vores land skulle indlemmes i det danske rige. Den anden, at vores land uden hjælp fra den danske stat skulle blive selvstændigt, hvilket vores land jo ikke var klar til på daværende tidspunkt, fremførte Doris i sit ordførerindlæg.
På tværs af partiskel i Inatsisartut var der enighed om, at historien om Grønland bør fremstilles af grønlændere. Akkurat som det hed i en af anbefalingerne fra Forsoningskommissionen:
- Grønland skal fortælle sin egen historie.
Køb avisen AG her: