Annonce
Chefredaktøren anbefaler: Folket skal inddrages
I Danmark er historien, at man prøvede at hjælpe. I Grønland er erfaringen, at den hjælp ofte skabte en masse problemer, siger seniorforsker Astrid Nonbo Andersen. Nu er udredning på vej.
Man må formode, at hvert ord er vendt og drejet i fælleserklæringen om en historisk udredning af forholdet mellem Grønland og Danmark. Erklæringen blev underskrevet på rigsmødet i Tórshavn.
Annonce
For seniorforsker, ph.d. Astrid Nonbo Andersen fra DIIS, er der særligt ét ord, nemlig forsoning, der er interessant.
- Det er interessant, at udredningen skal skabe forudsætning for forsoning. For så ligger der vel en ambition om, at udredningen også skal kunne dét, siger Astrid Nonbo Andersen til AG.
Hendes primære forskningsfelt er historie og historisk retfærdighed. I øjeblikket leder hun et større projekt, der handler om sandheds- og forsoningsprocesserne i Norge, Sverige og Finland.
At disse processer ikke er enkle og ligetil, viser de foreløbige resultater: Selv om det drejer sig om de nordiske landes oprindelige befolkning på tværs af grænserne, er det ikke lykkedes de tre lande at lave en fælles kommission. I stedet ser man tre forskellige måder at grib problemet an på, hvor Norge er kommet længst i processen. Svenskerne har to kommissioner: En til samerne og en til de finsktalende minoriteter. I Finland er man først ved at nedsætte en kommission, og den udpegede formand er netop trådt af, så den er ikke så langt, oplyser Astrid Nonbo Andersen.
Det vigtige kommissorium
Spørgsmålet er, hvor meget en historisk udredning vil kunne bidrage til forsoning. Det kommer helt an på, hvad parterne lægger op til med kommissoriet, siger forskeren.
Opgaven med at udforme det ligger hos embedsmændene i uddannelsesdepartementerne i Nuuk og København, som har frem til udgangen af oktober til arbejdet. Nonbo Andersen forklarer, at hvis det bare handler om at lave en udredning, vil rapporten uden tvivl være vigtig, men den vil ikke nødvendigvis blive læst af ret mange andre end forskere og snævert interesserede.
- Hvis det skal handle om forsoning, bliver man nødt til at have offentligheden i spil. Det kan man gøre på forskellig måde, men den skal i hvert fald inddrages, siger hun.
Hendes forskning viser i øvrigt, at forsoningsprocesser ikke per definition indebærer sandheds- og forsoningskommissioner eller udredninger, der fører til krav om undskyldning og erstatning. I De amerikanske Jomfruøer (tidligere Dansk Vestindien) har der aldrig været tale om at nedsætte en sandheds- og forsoningskommission.
Astrid Nonbo Andersen forklarer, at Nürnberg-processen mod krigsforbrydere efter Anden Verdenskrig var en slags forstadie til en sandhedskommission. Imidlertid fik man i Nürnberg aldrig rigtigt sat hverken ofrenes vidneudsagn eller forsoning i spil.
Det man ser udvikle sig, fra 1980erne og frem i Sydamerika efter overgange fra voldelige regimer, er denne nye sandheds- og forsoningskommission, som altså både skal kunne dokumentere sandheden, men også skabe forsoning. Hvilket ikke altid er lige let.
- De to ting går ikke nødvendigvis hånd i hånd, siger Astrid Nonbo Andersen.
Grønlandske kilder
Mens vi venter på kommissoriet bliver det også interessant at se, hvilke forskere, der bliver udpeget til at udføre arbejdet. Under alle omstændigheder vil det være en god idé at opstøve nye og grønlandske kilder under udredningsarbejdet. Og det faktum, at der er tale om en relativ nylig periode, der skal afdækkes giver god mulighed for at gøre netop dét, siger Astrid Nonbo Andersen.
- Det ligger lige til højrebenet her, for det er en historie, der ikke ligger så langt tilbage i tiden. Så det vil give mening at interviewe folk, der var involveret og har oplevet tiden. Det handler ikke kun om skriftlige kilder, men om at supplere med mundtlige kilder, forklarer forskeren og uddyber:
- Der er jo en masse viden, som ikke ender på skrift og i arkiver, som man kan få frem ved at interviewe folk, siger hun.
Hvis den offentlige mening skal have en chance kunne man måske kigge mod Norge. Den norske model for sandheds- og forsoningskommission har status af en såkaldt granskningskommission. Den har høj prioritet, er vedtaget af Stortinget og dækker både samer og finsktalende minoriteter. I kommissionen sidder folk, som skal undersøge historiske begivenheder. Men derudover er der lavet høringer, interviews og debatskabende tiltag.
- Formålet er at skabe en offentlig bevidsthed, så det ikke bare bliver en hvidbog, man sætter på en hylde, forklarer Astrid Nonbo Andersen.
Hun påpeger, at Grønland i nordisk sammenhæng allerede har vist sig som foregangsland, når det gælder forsoning. For selv om Forsoningskommissionen, nedsat af Aleqa Hammonds naalakkersuisut, i 2014 var udskældt, var den nytænkende i forsøget på at skabe debat.
- I virkeligheden havde den måske mere fokus på den del, altså at komme ud i befolkningen, siger Astrid Nonbo Andersen, med henvisning til at kommissionen gennemførte offentlige høringer, debatmøder, foredrag og en novelle-konkurrence.
Hun tilføjer, at den debatskabende del måske også blev kommissionens primære fokus, fordi der ikke var ressourcer til den del, der skulle bestå af en historisk kulegravning. At den grønlandske forsoningskommission led svære kår undervejs, skyldtes til dels også, at mange medlemmer forlod kommissionsarbejdet undervejs.
Interessant og voldsom periode
Nonbo Andersen finder det interessant, at Forsoningskommissionen i lighed med den kommende historiske udredning beskæftigede sig med tiden efter Anden Verdenskrig. Og sammenholdt med statsminister Mette Frederiksens politiske fokus på først Godhavn-drengene i Danmark og dernæst Eksperimentbørnene i Grønland, kan Forsoningskommissionen sagtens have været medvirkende til at gøde jorden for beslutningen om at lave en fælles grønlandsk-dansk udredning.
- Jeg mener også, at den grønlandske forsoningsproces har spillet en rolle. Den satte noget i gang, blandt andet fordi den handlede om perioden fra 1945 og frem, anfører forskeren, der kalder efterkrigsårene frem til i dag for en interessant periode.
Dels fordi mange i dag stadig konkret husker perioden og:
- Dels fordi den indebærer en meget voldsom ændring i Grønland, der trækker lange tråde op i dag og som er svær at forstå, fordi når man siger ”kolonitiden,” så lyder svaret ofte, at det var der jo ikke tale om, for Grønland var et amt, påpeger Astrid Nonbo Andersen og tilføjer:
- Vi har famlet rundt efter en forståelsesramme for at forstå, hvad der er sket. I Danmark er historien jo, at man prøvede at hjælpe. I Grønland er erfaringen, at den hjælp ofte skabte en masse problemer.
Derfor er der et behov for at finde ord for, hvorfor denne periode ender med at gøre ondt i Grønland.
- Det har man haft enormt svært ved at forstå i Danmark, men måske også i Grønland selv. For nogle har moderniseringen været en fordel, men der har også været ulemper, siger Astrid Nonbo Andersen.
Den grønlandske erfaring med moderniseringen minder måske i virkeligheden om de norske samers oplevelse:
- Jeg har talt med en ældre samisk mand, som sagde, det var godt at få de nye huse af den norske stat efter krigen, for tyskerne havde brændt alle husene, og der var store problemer med tuberkulosen. Problemet var bare også, at de nye huse gjorde, at samerne ikke kunne bo og leve, som de plejede at gøre. Hvordan skal man forstå det? Det mangler vi måske stadig et vokabular (ordforråd, red.) for, siger Astrid Nonbo Andersen.
Køb avisen AG her: