Annonce
Chefredaktøren anbefaler: Fantaster og ganske almindelige særlinge
Der udbrød ”guldfeber” i det øde Nordøstgrønland i 1930’erne. Et ræveskind indbragte en månedsløn. Sirius-mand har brugt 30 år på at tale med fangstmændene, som drog af sted.
Efter 7 år i en ensom hytte i Nordøstgrønland i 1930’erne fik fangstmand Gerhard Antonsen lyst til at slå sig løs. Da han kom hjem til Oslo med en mindre formue på lommen, kastede han sig grådigt ud i nattelivet. Han turede, drak champagne af ølglas og muntrede sig med en uimodståelig skuespillerinde. En dag købte han 7 jakkesæt, 7 frakker, bowlerhat og sølvbeslået stok.
Annonce
I løbet af tre måneder var han blanket af.
Sådan kan det gå.
Samme Gerhard Antonsen havde langt ude i ødemarken levet ganske alene i en beskeden hytte på 4-5 kvadratmeter. I vinterens mørke fangede han polarræve i klapfælder og ind imellem isbjørne. Om sommeren jagede han sæler, hvalros, moskusokser, harer, fugle, isbjørn, og hvad der ellers bød sig.
Antonsen hadede motorer. En dag blev han så rasende på en motor, som ikke virkede, at han kastede den overbord. Ud i det kolde vand. Fat i årerne, og fra den dag roede han altid, når han skulle rundt på sit store jagtområde.
I Antonsens simple hytte af tagpap og uhøvlede brædder, hvor han de fleste år boede mutters alene, var der kun lige plads til sovebriks, kulovn, bord, gevær, ammunition og forråd nok til at overleve i årevis.
Der kunne gå uger, måske måneder – uden at fangstmænd som Antonsen så et levende menneske. Måske stødte han på en af de andre fangstmænd, som levede isoleret i det barske Nordøstgrønland. Nogle boede alene som ham eller to-tre mænd sammen.
En varm kulovn
Mange måneder om året henlå landskabet i mørke. Bidende storme, temperaturer ned til minus 40-50. Vegetationen de fleste steder sparsom. Men højt til himlen, smuk natur, ubegrænset frihed. Ingen generende chef eller bidsk kone (jo, der var faktisk et par enkelte hustruer, som rejste med og selv blev fangstmænd). Et stort set mennesketomt landskab – sådan er Nordøstgrønland.
De fleste vil nok blive overrasket over, at der i et af verdens mest øde områder alligevel gemmer sig omkring 370 hytter. Simple boliger, hvor fangstmænd fra begyndelsen af 1900-tallet og frem til omkring 1960, levede et – kan man roligt sige – enkelt liv. Nogle lokaliteter blev – og bliver stadig – brugt af forskere og ekspeditionsfolk. Kendte personligheder som Lauge Koch og andre polarforskere og opdagelsesrejsende har søgt ly ved en varm kulovn i det kæmpestore Nordøstgrønland.
Nationalparken, som i dag er fredet, dækker et areal større med Spanien og Frankrig til sammen.
Nærmeste by er Ittoqqortoormiit. Indimellem sejler lokale fangere den lange vej op i nationalparken. Der er stadig spor efter de inuit, som vandrede ind for 4000 år siden og gennem årene har jaget i området. I dag sejler enkelte krydstogtskibe derop, når isen tillader. Ellers er Nordøstgrønland mere eller mindre mennesketom, overladt til isbjørne og moskusokser.
Guldfeber
Men for hundrede år siden opstod en form for guldfeber på de kanter. Et ræveskind kunne sælges for den fyrstelige sum af 300 kr. Det svarede dengang til en månedsløn for en håndværker.
Så eventyrlystne nordmænd og danskere – mest mænd i begyndelsen af 20’erne - søgte mod de kolde vidder. Nogle af ren nød, andre af kedsomhed. Væk fra det kvalme kontor og det trælse landbrug – ud i friheden!
Jørn Riel har i sine skrøner berettet om fantaster, løgnhalse og ganske almindelige særlinge blandt fangstmændene. Disse professionelle jægere blev hyret af norske eller danske fangstselskaber. De var væk i årevis. For at klare strabadserne byggede de simple fangststationer og bittesmå hytter. Blandt de 370 registrerede beboelser er de fleste mere eller mindre dejset omkring i den skarpe blæst. Back to nature. Men omkring 100 hytter kan stadig danne ly for en forfrossen rejsende.
1300 km i gummibåd
Også slædepatruljen Sirius benytter sig af de gamle fangststationer. Det var som medlem af slædepatruljen 1977-79, at Peter Schmidt Mikkelsen første gang fik Nordøstgrønland i blodet. Han tog 10 år senere på kajaktur i området. Og benyttede sig igen af de gamle hytter.
Fra da af blev han for alvor interesseret i fangstmændene og deres boliger og tog fat på en systematisk registrering. Et arbejde, som efterhånden har stået på i 30 år. Kronen på værket er en imponerende bog på 592 sider og kort over samtlige fangststationer og hytter i det kæmpestore areal nogenlunde fra Mesters Vig/Antarctichavn til Danmarkshavn/Hvalrosodden.
Nordøstgrønland er et af klodens mest øde områder. Derfor er det lidt af en bedrift, hvad Peter Schmidt Mikkelsen har præsteret.
Mange af hytterne har han selv besøgt. Enten på hundeslæde eller – som denne sommer – i gummibåd. I år sejlede han omkring 1300 kilometer sammen med arkitekt Inge Bisgaard fra Nationalmuseet i Nuuk.
Hun er nemlig ansvarlig for restaurering af de gamle boliger. Bisgaard får god hjælp af tidligere Sirius-folk, som tog initiativet og nu gennem 29 år har arbejdet med restaurering af de nordøstgrønlandske hytter. Uden at få løn for det bruger de deres sommerferie på arbejdet.
Peter Schmidt Mikkelsen har selv i årevis deltaget i restaureringsarbejdet. Til daglig arbejder han for Arktisk Forskningscenter, Aarhus Universitet, med bl.a. logistik.
- Jeg og de andre Nanok-folk gik i gang med at reparere de gamle hytter for egen lomme i 1991 stort set af sentimentale grunde. Vi længtes tilbage og ville gerne igen opleve det fantastiske land. Og så mener vi selvfølgelig også, at hytterne har kulturhistorisk værdi. De gemmer på så mange historier, siger den 65-årige eks-Siriusmand.
Gamle gutters historier
- Da jeg kørte hundeslæde med Sirius, var det dejligt at sidde i en hytte ved en buldrende kulovn. Bare det at kunne stå oprejst i stedet for at ligge i telt nød vi. Det var skønt at mærke varmen strømme i kroppen og opleve stemningen i de gamle hytter. Jeg fik lyst til at vide mere om de mennesker, der havde bygget fangsthytterne. Og jeg fik kontakt med en masse gamle gutter fra Norge og Danmark, der havde fantastiske historier, fortæller Peter Schmidt Mikkelsen.
Det var før internettets tid. Så han købte gamle telefonbøger og bladrede dem igennem for at opspore tidligere fangstfolk.
Det var lidt af et detektivarbejde. Så meget desto større var glæden, når der røg et brev gennem brevsprækken fra Australien.
Det var fra Peder Klokker, tidligere fangstmand på Zackenberg. Den danske eventyrer var emigreret først til New Zealand, senere Australien. Han havde bygget en båd selv og sejlet fra Afrika.
Efter hjemkomsten fra Nordøstgrønland til Danmark blev han kunstmaler. Alt det med skattevæsenet havde Klokker ikke helt forstået. Han kom i gæld og lavede i protest mod skattevæsenet et kæmpe bål ved stranden i Kerteminde, hvor han brændte alle sine malerier. Derpå gik Klokker i eksil først i Portugal og derfra videre ud i den store verden.
- Fangstmændene var forrygende personligheder Man kunne skrive bøger om hver enkelt af dem og deres vilde liv. Mange af dem drev det vidt, da de kom tilbage fra Grønland. En norsk fangstmand var for eksempel med til olieefterforskning i Nordsøen, fortæller Peter Schmidt Mikkelsen.
- Nordøstgrønland er noget ganske særligt. Det er så storslået, så smukt, så stort. Man har den der stærke frihedsfornemmelse. Der er højt til himlen. Men man skal kunne holde ud at være alene, kun i selskab med dig selv.
Isbjørnekongen
Peter Schmidt Mikkelsen har mødt og interviewet omkring 100 af de gamle fangstfolk. Der var 248 i alt. Deriblandt Henry Rudi – også kaldet ”Isbjørnekongen”, fordi han nedlagde 723 isbjørne.
- Det var farverige mennesker. Når Rudi kom til Tromsø, var der gratis øl til alle. Går man ned i Mack’s Ølkælder, kan man stadig se det bord, han sad ved, beretter Peter Schmidt Mikkelsen.
Han fortæller, at der også var enkelte kvinder, som fulgte deres ægtemænd til det vilde nord. Solveig Sæterdal arbejdede selv som jæger på lige fod med ægtefællen. Da hendes mand, Frederik Sæterdal, blev spurgt, hvad han havde givet hende i bryllupsgave, var svaret: ”Verdens største køleskab”.
Og koldt er der i den begsorte vinter. Ikke alle fangstfolk overlevede. Nogle døde af skørbug eller faldt gennem isen og druknede. Ofte kunne skibet, som skulle bringe dem hjem mod varmere strande, ikke komme gennem isen. Og de måtte udstå endnu en vinter med sparsom proviant og slunken kulsæk.
Det var nordmændene, som klarede sig bedst i Nordøstgrønland. De var mere vant til det arktiske end danskerne. Dertil kom, at det jagtterræn, som nordmændene vant hævd på, var lettere tilgængeligt end det danske, som lå nordligst.
Af de 271 fangstmænd, som drev jagt i Nordøstgrønland, var to tredjedele nordmænd. Så det er ikke så underligt, at nordmændene i 1931 udråbte Eirik Raude Land. De erklærede, at Nordøstgrønland tilhørte Norge, skønt den norske udenrigsminister Ihlen tidligere havde givet et mundtligt løfte om, at området som resten af Grønland var dansk.
Som bekendt blev sagen afgjort i 1933 ved den internationale domstol i Haag, der tilkendte Danmark overhøjhedsretten over Nordøstgrønland.
Dronningens blomster
Danmark vandt retten til Nordøstgrønland ikke mindst på grund af videnskabelige ekspeditioner udført af folk som Knud Rasmussen og Lauge Koch.
Berømt er også Danmark-Ekspeditionen, hvor Jørgen Brønlund, Mylius-Erichsen og Høeg Hagen omkom. Iver Iversen og Ejnar Mikkelsen tog ud for at lede efter dem. De to mænd kom til at tilbringe 2 1/2 år i ødemarken. De overvintrede hele tre gange i polarmørke, mens de mere og mere desperate ventede på et sjældent forbipasserende skib. Deres eget, Alabama var skruet ned af isen. De øvrige ekspeditionsmedlemmer byggede en hytte af planker fra skibet. Det blev de to mænds redning. Alabamahytten står der den dag i dag og er sat i stand af Nanok.
En anden berømt ekspeditionshytte ligger på smukke Ella Ø. Her i Ørnereden havde Lauge Koch hovedkvarter på sine videnskabelige ekspeditioner.
I det stemningsfulde hus med småsprossede vinduer, olivengrønt træværk og designerstole er standarden noget højere end vanligt på de kanter. Ørnereden er sommerstation for Sirius. Da kronprins Frederik var på sin lange slædetur i Nordøstgrønland, fik han besøg af sin mor. Dronning Margrethe, som syntes der manglede bordpynt til frokosten, fremtryllede af papirservietter en fin lille ”buket”.
Papirblomsterne står den dag i dag stadig på spisebordet i Ørnereden. En isbjørn rasede ellers huset fra ende til anden. Men lige præcis majestætens papirblomster undlod bamsen at smadre.
Peter Schmidt Mikkelsen: Nordøstgrønland 1908-60. Fangstmandsperioden – og dens spor i dag. Xsirius Books.