Chefredaktøren anbefaler: Et stort apparat går i gang
Den 28. februar nødlandede en helikopter undervejs fra Narsarsuaq til Qaqortoq 13 km sydøst for Narsaq. Læs her om alt det, der sker i kulisserne, når et fly forulykker.
Da Naviairs Flight Information Center I Nuuk onsdag i sidste uge modtog et nødsignal fra en helikopter på en position mellem Narsarsuaq og Narsaq, gik et stort apparat i gang. For det blev starten til en redningsoperation, som i de følgende timer involverede mange mennesker.
- Alle fly er udstyret med en nødsender, der aktiveres ved G-påvirkning og sender oplysninger om positionen. Positionsmeldingen opfanges af satellitter og sendes automatisk videre til både Arktisk Kommando, Grønlands Politi og Naviair. Det sker helt automatisk, fortæller kommunikationsrådgiver Jan Eliassen fra Naviair.
- Vi modtog nødsignalet klokken 14.11. Umiddelbart forinden havde vi mistet kontakten med helikopteren, der var undervejs fra Narsarsuaq til Qaqortoq, siger Jan Eliassen, der var Naviairs pressevagt på ulykkestidspunktet.
Nødsignalet går samtidig til Arktisk Kommando og Grønlands Politi, som sammen med Naviair er de tre instanser, der har ansvaret for større redningsoperationer i Grønland. Naviair har ansvaret for hændelser i luftrummet, mens politiet tager sig af landbaserede og kystnære hændelser- og så er der Arktisk Kommando, som har ansvaret for hændelser til søs og blandt andet også disponerer helikopterassistancer.
Ansvaret flytter sig
- Når et luftfartøj forulykker, er det Naviair, som har ansvaret for redningsaktionen som såkaldt SAR (Search and Rescue – eftersøgning og redning, red) Mission Coordinator. Dette ansvar kan flytte sig i løbet af hændelsen, hvis det skønnes hensigtsmæssigt, forklarer Jan Eliassen.
Hos Grønlands Politi i Nuuk blev der travlt, da nødsignalet indløb.
- Vi tog med det samme kontakt til Arktisk Kommando, de var dog allerede i kontakt med Naviair – og Naviair havde bedt Arktisk Kommando om en helikopter til redningsaktionen. Det betød, at en helikopter fra Air Greenland var klar til at flyve mod positionen 13 km sydøst for Narsaq ved Skovfjorden, fortæller vagtchef Preben Kleist fra Grønlands Politi.
- Arktisk Kommando og Naviair spurgte os, om der var en båd i området til rådighed – og om det var muligt at få sundhedsfagligt personale med ombord. Derfor alarmerede vi politistationen i Narsaq, som bestilte en båd fra et lokalt udlejningsfirma. Båden blev sendt mod positionen. Ombord var der foruden politi to mand fra beredskabet i Narsaq og en læge og en sygeplejerske fra Sundhedsvæsenet.
Piloten evakueret
- Inden vi nåede helt frem, havde redningshelikopteren fundet den forulykkede helikopter og var i gang med at evakuere piloten – en 40-årig dansk mand. På grund af kystens beskaffenhed var det desværre ikke muligt at gå i land, så piloten blev overført til Qaqortoq Sygehus med helikopteren, men vi forblev på ulykkesstedet, mens operationen var i gang.
- Først og fremmest for at dokumentere hændelsen. Set med politiøjne er et ulykkessted også et gerningssted – og det er derfor vores ansvar at gennemføre en gerningssteds-undersøgelse.
- Samtidig aktiverede vi politiet i Qaqortoq, der sendte en patrulje til sygehuset med henblik på at afhøre piloten hurtigst muligt, når først lægerne giver grønt lys. Det er normal rutine ved alle ulykker – og en del af gerningsstedsundersøgelsen.
- Piloten var kold og forkommen, men ellers uskadt, oplyser Preben Kleist.
Bjærgning af helikopteren
Da politiet frigav gerningsstedet – altså ulykkesstedet – i Skovfjorden, gik helikopterejeren, Sermeq Helicopters i Qaqortoq, i gang med at bjærge helikopteren, som bliver bragt til havnen i Narsaq.
- Helikopteren var drevet i havet af højvande og skadet af drivis og vind, oplyser Pilu Nielsen fra Sermeq Helicopters.
Da helikopteren kommer til Narsaq, går politiet og beredskabet endnu en gang i aktion.
- Helikopteren lækkede brændstof, som beredskabet sørgede for at samle op. Samtidig afspærrede vi et område med minestrimmel og tog fotos til at dokumentere skaderne, fortæller Preben Kleist.
Havarikommissionen på vej
Den forulykkede helikopter står nu i Royal Arctic Lines pakhus i Narsaq, hvor ingen må komme i nærheden af den, før den er undersøgt af havarikommissionen.
- Jeg regner med at komme til Narsaq torsdag eller fredag – og så skal helikopteren undersøges, fortæller havariundersøger Carsten Hansen fra den danske havarikommission, der undersøger alle alvorlige hændelser og ulykker inden for luftfart.
- Vores arbejde er ikke at placere skyld, men at fastslå årsagen til ulykken med henblik på at undgå lignende hændelser i fremtiden.
- Arbejdet er en del af luftfartens særlige rapporteringskultur, som er med til at gøre luftfart til en meget sikker transportform.
- Det er et meget grundigt arbejde, som tager tid. Vi undersøger det forulykkede fly minutiøst, laver eventuelle tests, afhører pilot og vidner og meget andet. Det tager tid, så en endelig rapport foreligger normalt først et år efter hændelsen.
- Men finder vi noget alarmerende, rapporterer vi det øjeblikkeligt. Det var det, vi oplevede for nylig, da vores amerikanske kolleger (FAA) beordrede 171 fly af typen Boeing 737 Max til øjeblikkelig inspektion, da et fly af denne type fra Alaska Airlines tabte et vinduespanel.
- Vi skal reagere hurtigt i den slags tilfælde, for vores arbejde handler om at forebygge alle ulykker og hændelser. Vores mål er sikkerhed frem for alt. Så vi arbejder altid meget åbent med alle muligheder for forklaringer – og det er som sagt ikke vores arbejde at placere eventuel skyld.
Helikopteren må ikke røres
Havarikommissionen blev orienteret onsdag umiddelbart efter nødlandingen af Naviair. Torsdag morgen sendte Carsten Pedersen denne meddelelse til Sermeq Helicopters:
"Helikopteren er pt ved at komme ind i Royal Artic Line hal i Narsaq. Her vil den stå i Havarikommissionens varetægt, indtil vi er færdige med vores tekniske undersøgelse. Jeg planlægger selv at kunne være ved helikopteren torsdag eller fredag i næste uge. Ingen må opholde sig i, arbejde på eller tage billeder af helikopteren uden først at kontakte os/mig.”
Naviairs Flight Information Centre i Nuuk overvåger den lavere del af luftrummet over Grønland – og må ikke forveksles med det kommende luftkontrolcenter, som skal overvåge det højere luftrum over landet – og som Kommune Kujalleq har lagt billet ind på at få til Qaqortoq. Naviair er i Nuuk placeret i samme bygning som Arktisk Kommando.
- Det er en stor fordel, at vi bor dør om dør med kommandoen. Det gør samarbejdet let og gnidningsfrit – og samarbejde er alfa og omega i al redningsarbejde, fastslår Jan Eliassen.