Chefredaktøren anbefaler: El nok til 60.000 i Nuuk

Udvidelsen af vandkraftværket ved Buksefjord bliver et af de største anlægsarbejder nogensinde i Grønland. Der skal bores en tunnel gennem fjeldet på 16 km. Sammen med vandkraftværket i Qasigiannguit bliver prisen 4,6 milliarder kr. Gylden fremtid for grøn el.

Der er brug for masser af strøm - også i fremtiden. Nuuk fremtidssikres frem til mindst 2050 med udbygning af vandkraftværk.

Når den nye lufthavn i Nuuk står klar, venter endnu et gigantisk anlægsprojekt i hovedstadsområdet.

Det drejer sig om udvidelsen af vandkraftværket i Buksefjorden, som får fordoblet sin kapacitet og næsten tredoblet sin produktion af el. Dermed vil værket kunne forsyne omkring 40.000-60.000 mennesker i hovedstaden med ren energi.

Chefredaktøren anbefaler

Denne artikel er hentet fra avisen AG og udvalgt af chefredaktør Niels Ole Qvist.

Du får dermed som netlæser adgang til en avisartikel, der normalt koster penge. Vi håber, at artiklen kan illustrere, at aviserne er andet og mere end nyheder, der typisk ender som citathistorier på gratismedierne. Avisernes store kvalitet beror også på dybde og baggrund og ikke mindst velskrevne personhistorier.

Håber du bliver inspireret til at tegne et prøveabonnement, så du bliver bedre klædt på til at følge samfundsudviklingen.

Få et tilbud på avisen - ring 38 39 40 eller mail adm@sermitsiaq.ag

Buksefjorden II vil i den grad fremtidssikre Nuuk med energi. Ifølge direktør Hans Ulrik Skifte, NunaGreen, vil anlægget kunne klare forbruget frem til 2050. Mindst!

- I princippet vil det nye anlæg kunne forsyne 60.000 forbrugere. Nuuks energiforbrug er fremtidssikret i mange, mange årtier. Minimum frem til 2050.

- Udover Nuuks eget forbrug af el, vil der også være plads til energitung industri i fremtiden. Det kan være datacentre, Jeg ved ikke, om vores internet er godt nok til det. Men der er mange typer industri, som kræver meget el.

- Der vil også være kapacitet til mange flere elbiler og til at alle boliger i byen forsynes med elvarme i stedet for oliefyr, siger Hans Ulrik Skifte.

- I dag er kapaciteten på Buksefjordsværket 45 megawatt-timer og 255 gigawatt-timer i årlig elproduktion. Det nuværende elforbrug i Nuuk udfordrer kapaciteten.

- Når værket udvides til Buksefjorden II, vil vandkraftværket få en effekt på 100 megawatt og en årlig elproduktionskapacitet på 660 gigawatt-timer.

- Man regner med, at man på sigt kan få hele byens el- og varmeforbrug leveret fra Buksefjordsværket op til 300-340 gigawatt-timer. Det betyder, at der fremover vil være plads til mere end dobbelt så meget forbrug i Nuuk, siger Hans Ulrik Skifte.

Pris: 4,6 milliarder

NunaGreen og Nukissiorfiit står sammen med en række rådgivende virksomheder for at udvide Buksefjordsværket.

Anlægsprojektet bliver et af de største i Grønlands historie. Det hænger sammen med et planlagt vandkraftværk ved Aasiaat og Qasigiannguit.

Prisen vurderes til samlet 4,6 milliarder kr. inklusive elektrificering i disse byer. Men det tal er usikkert, da projektet endnu ikke har været i udbud

Men foreløbig koncentrerer NunaGreen og Nukissiorfiit sig om kæmpeanlægget knap 50 km fra Nuuk.

Buksefjordsprojektet kommer i udbud i løbet af i år. For øjeblikket arbejder NunaGreen med at gøre udbudsmaterialet færdigt.

En håndfuld udvalgte entreprenørselskaber vil blive udvalgt til at give tilbud på Buksefjorden II. Vinderen af det kæmpestore anlægsprojekt udpeges til næste sommer.

Arbejdet med at bygge Buksefjorden II ventes at gå i gang derefter. Det nye vandkraftværk bliver færdig i 2028 eller 29.

En sjælden plante

De miljømæssige konsekvenser, VVM-redegørelsen, af Buksefjordsudvidelsen er sendt i offentlig høring. Der blev holdt borgermøde i sidste uge i Nuuk om projektet. Repræsentanter for NunaGreen, Nukissiorfiit og de rådgivende virksomheder, NIRAS, Inuplan og Afry orienterede om projektet i forsamlingshuset.

Skønt det er et kæmpe anlægsprojekt, regner man ikke med større skader på miljøet.

”Der er ikke væsentlig påvirkning af miljøet,” lyder konklusionen i NIRAS’s VVM-vurdering.

Dog skal der tages hensyn til en sjælden plante, som kun vokser i Grønland og er ekstrem sjælden. Polunis rørhvene hedder græsarten, der vokser lige der, hvor det er planlagt at placere nogle af de store klippebunker, som sprænges ud fra fjeldet.

Men ved at flytte sprængningsdepotet en smule kan planterne reddes, mener NIRAS.

I området omkring Buksefjordsværket findes en stor bestand af rensdyr på omkring 24.000 dyr.

”Men området er ikke et hot spot for jagt,” lyder det fra NIRAS.

Tunnel på 16 km

Vandstanden i den 25 km lange sø, som forsyner vandkraftværket, falder. Nuuk har brug for mere energi, siden vandkraftværket blev bygget for 30 år siden. Det er baggrunden for Buksefjorden II, som skal sikre energi i fremtiden.

Anlægsarbejdet bliver gigantisk. Den nuværende sø, Kangerluarsunnguap Tasersua, som giver vand til kraftværket, skal forbindes med en højere liggende sø. Denne sø forsynes med vand direkte fra Indlandsisen.

For at forbinde de to søer skal der sprænges en 16 km lang tunnel med en diameter på fem meter.

- Det bliver noget nær verdensrekord, siger Hans Ulrik Skifte.

- Sidst jeg tjekkede, var verdens længde tunnel norsk og på 23 km. Det bliver en kæmpe opgave at sprænge så lang en tunnel, fortæller han.

Udover tunnelen skal der anlægges 60 km vej, så de store entreprenørmaskiner kan komme frem.

Evighedsmaskiner

Da det nye anlægsprojekt blev fremlagt i forsamlingshuset i Nuuk, ville en spørger vide, om Buksefjorden II betyder lavere elpriser fremover.

Svaret fra Nukissiorfiit var, at grønlandske elforbrugere i dag har nogle af verdens laveste energipriser. Fremover vil el måske blive endnu billigere, men det vil ikke ske, lige efter at værket bliver færdig. Under alle omstændigheder er det Naalakkersuisut, som fastlægger prisen.

Fremtiden tegner lyst på energiområdet. Grønland har enorme muligheder for vandkraft.

Det evigt rindende vand fra Indlandsisen, og de mange store søer især omkring Maniitsoq og Kangerlussuaq er nærmest evighedsmaskiner. Der kan potentielt produceres energi til at forsyne millioner af mennesker. Og energitung industri.

- I hele Grønland vurderes potentialet til 1500 Megawatt. Det svarer til 15 gange kapaciteten på Buksefjorden II, Hans Ulrik Skifte.

Powered by Labrador CMS