Chefredaktøren anbefaler: Den sværeste debat

Den er desværre gal i Grønland.

I Danmark har der også været en stribe grusomme sager, blandt andet den såkaldte Tøndersag.

Alle lande har sine problemer, men alligevel tyder statistikkerne på, at nogle folkeslag er særligt hårdt ramt.

Seksuelt misbrug af børn er eksempelvis et betragteligt problem på den anden side af strædet. For nylig slog parlamentsmedlem Adam Lightstone, som er medlem af Nunavuts lovgivende forsamling, i parlamentssalen til lyd for, at overgrebene dér bør udløse en slags regional undtagelsestilstand.

- Der er tale om en krise, udtalte han: - Helingsprocessen begynder med, at vi offentligt taler om det. Vi skal sige klart og tydeligt, at det er forkert, og det skal vi starte med i denne forsamling, sagde han.

I mindre samiske samfund i Skandinavien har der også været rapporteret om en overgrebskultur, ligesom de oprindelige folk i Australien døjer med socialt armod og børnemisbrug.

I februar i fjor offentliggjorde den australske regering en rapport, som viser, at aboriginal-kvinder oplever en 32 gange forhøjet risiko for at blive udsat for vold (særligt hustruvold) sammenlignet med andre australske kvinder. Børnene er syv gange så ofte udsat for vanrøgt og overgreb som andre australske børn.

I Grønland – og andre steder – er det svært at indkredse omfanget præcist. Der er alle steder et mørketal. Når emnet er oppe at vende i de canadiske medier citeres ofte en undersøgelse fra Nunavut, der daterer sig helt tilbage til 2008. Den viste, at 41 procent havde været oplevet overgreb i barndommen.

Kolonisering

Efter at DR-dokumentaren fra Tasiilaq blev sendt har debatten raset. For hvad er årsagen: Politisk svigt, mangel på politiressourcer, en tavshedens lov?

Politikerne er nu også mere åbent begyndt at diskutere, om der kan knytte sig kulturelle forklaringer til problematikken; ikke som en bortforklaring – alle politikere fordømmer hårdt misbrug – men som del af en forståelsesramme.

Den nu forhenværende borgmester i Nuuk, Asii Chemnitz Narup, er en af dem, der har forsøgt at sætte debatten ind i et større perspektiv:

- Først og fremmest er det vigtigt at få frem, at det vi oplever i Tasiilaq ulykkeligvis også findes i mange andre grønlandske byer. Det genfindes desværre i rigtigt mange samfund i Arktis blandt oprindelige folk, og også blandt oprindelige folk i helt andre verdensdele, skrev hun i et opslag på Facebook.

Her ridsede hun også de udfordrende sociale vilkår op, som plager mange oprindelige folk, herunder en lav beskæftigelsesgrad og psykiske problemer:

- Trods de enorme kulturelle forskelle i øvrigt har (disse folk) været kolonialiseret og historisk er de blevet taget ud af en kulturel ramme og mere eller mindre brutalt sat ind i en anden og fremmed kulturel ramme. Jeg er slet ikke i tvivl om, at en del af årsagen til tragedien skal findes her: der er blandt mange, mange mennesker i de oprindelige folk et næsten kollektiv mismod, et kollektivt traume og en ødelæggende fremmedgjorthed og rodløshed mellem kulturer, der gør livet tungt og vanskeligt. Disse forhold gælder desværre også for rigtigt mange i Tasiilaq - ja, men også flere steder på vestkysten, og genfindes altså blandt inuit i Canada og Alaska, i indianerreservater i hele Nordamerika, blandt den oprindelige befolkning i Australien, uddybede Asii Chemnitz Narup i sit Facebookopslag.

Fortielseskultur

Langt fra alle finder det acceptabelt, at kulturelle forklaringer bringes ind i debatten. Grænsen mellem faktiske forhold og fordomme er hårfin.

Det fik IA´s folketingsmedlem, Aaja Chemnitz Larsen at føle, da hun i et direkte interview på TV2 gav udtryk for, at det kan være nødvendigt at erklære en social undtagelsestilstand i dele af landet.

I interviewet prikkede hun også hul på tabuet:

- Jeg tror, det er en del af kulturen, desværre. Og jeg tror derfor, at det er meget vigtigt at at få slået meget hårdt ned på det, sagde hun; en udtalelse, som prompte blev imødegået af hendes nyvalgte folketingskollega, Aki-Matilda Høegh-Dam fra Siumut:

- Det nytter ikke, at vi generaliserer hele vores befolkning, især når der er så mange, der netop bekæmper disse problemer. Ifølge de teorier og den videnskab, der ligger til grund for postkoloniale lande, er noget af det vigtigste at skabe selvværd for befolkningen – ikke at nedbryde den med forkerte udsagn. Det løser ikke problemet, det kan desværre forringe det. faktisk har vi i landet brug for at tage direkte udgangspunkt i vores kultur for at ændre disse problemer, skrev Aki-Matilda Høegh-Dam i en pressemeddelelse.

Aaja Chemnitz Larsen var hurtigt ude med en respons, hvor hun understregede den positive udvikling, som heldigvis også kan spores på området. Samtidig betonede hun, at det ikke nytter at lukke debatten ned:

- Statistikkerne på området viser deres klare sprog: Tidligere blev omkring 43 procent af samtlige børn og unge udsat for overgreb. I dag er statistikken nede på cirka 20 procent. Det viser, at politisk handling gør en forskel i forhold til de mange overgreb. Men politiske diskussioner på området er også blusset op og gået i stå gentagne gange de sidste årtier. Nok er nok. Det må ikke ske denne gang, lød det fra hende.

I hendes svar til Aki-Matilda Høegh-Dam – og andre, som lod sig provokere af hendes udsagn om kulturen – lod hun forstå, at kulturen kun »til en vis grad« er en del af forklaringen på de mange overgreb.

- Folk kan være mere eller mindre uenige i det. Jeg kan bare personligt konstatere, at når op mod 43 procent af nulevende generationer har oplevet overgreb, er det et kæmpe samfundsproblem. I min optik er kultur et dynamisk begreb, som vi i fællesskab kan udvikle og præge i den retning, vi ønsker.

AG har efterfølgende spurgt Aaja Chemnitz Larsen hvad hun mener om de mange kritiske røster, som også angreb hende via de sociale medier og i net-sidernes kommentarspor.

- Vi er nødt til at forholde os til realiteterne – at så mange børn bliver udsat for overgreb. Som medlem af Folketinget er det min pligt at arbejde, alt hvad jeg kan, på at få gjort noget ved problemet. Det vil jeg fortsætte med, så længe det foregår på min vagt, siger hun.

- Hvordan definerer du kultur i den her sammenhæng?

- Man er nødt til at veje hvert et ord på en guldvægt, når man udtaler sig om netop det her emne, for ord kan hurtigt bringes ud af en kontekst. Men jeg opfatter kultur som en social adfærd, vi har med hinanden, hvor det åbenbart på et eller andet plan er accepteret, at børn kan udsættes for den her slags. Der eksisterer en fortielseskultur. Men når vi ser eller hører noget, er det som borgere og medmennesker vores pligt at anmelde det. Vi må ikke vende det blinde øje til, svarer Aaja Chemnitz Larsen, der har en baggrund som børnetalsmand og gennem det meste af sin karriere har beskæftiget sig med sociale problematikker.

- Gør politiet nok?

- Vi må som politikere også forholde os kritisk til ordensmagten og retsvæsenet. Vi bør for eksempel se på, om kredsretterne arbejder effektivt nok i disse sager, og om vi som lovgivere har givet dem ordentlige rammebetingelser. Vi ved jo, at der bliver henlagt rigtigt mange sager, fordi påstand står mod påstand, siger Aaja og tilføjer:

- En vigtig vej til at hjælpe børnene kunne være at etablere børnehuse. Man kunne begynde med Tasiilaq. I Nuuk har man lukket et. Det er et kæmpe problem, at vi går i den retning – i stedet for at oprette nye.

Læs avisen AG – få adgang via linket herunder:

AG Uge 26 2019

Klik her for at læse