Chefredaktøren anbefaler: Brug grønlands-kortet rigtigt

"Det kan godt være, du ikke er interesseret i verdenspolitikken, men verdenspolitikken er interesseret i dig!" citerede lektor og Ph.D. Jon Rahbek-Clemmensen den russiske revolutionær Lev Trotskij med henvisning til, amerikanernes opvågning til en russisk-domineret militært Arktis efter flere årtiers tornerosesøvn.

Jon Rahbek-Clemmensen mener, at Grønland og Danmark skal forholde sig til tre konsekvenser efter amerikanernes bratte opvågning:

Grønlandskortet

Den første konsekvens er at finde ud af, hvordan Grønlandskortet skal bruges.

Jon Rahbek-Clemmensen pointerer her, at Danmark under den kolde krig brugte Grønland overfor amerikanerne og fik nogle fordele ud af, at amerikanerne var interesseret i Grønland. At man kunne bruge det til, at Danmark kunne levere lidt mindre til NATO, fordi man så til gengæld hjalp amerikanerne med at være til stede i Grønland.

- Jeg tror i virkeligheden, at når nu amerikanerne kommer tilbage til Grønland, så kommer der til at være et Grønlandskort igen. Men denne gang er det ikke kun danskerne, der skal spille det her Grønlandskort, det er i lige så høj grad grønlænderne. Vi ser i virkeligheden allerede, at der kommer konkrete fordele ud af den øgede interesse fra USA’s side. Eksempelvis kom der her for et par uger siden en aftale mellem Grønlands Selvstyre og det danske forsvar, hvor det danske forsvar vil være med til at betale en god bid af lufthavnen i Kangerlussuaq. Hvorfor gør de det? Jo, det gør de, fordi den lufthavn er vigtig for amerikanerne, og når amerikanerne skal være glade, så må danskerne træde til og levere.

Vi så også den virkelighed, da Lars Løkke Rasmussen kom op her sidste år og lagde en kæmpestor pose penge, hvorfor gjorde han det? Jo – det er fordi amerikanerne er interesseret i lufthavnsplanerne, og Dan­ mark må bidrage. Der ser vi virkeligt, at det grønlandske samfund kan få noget ud af den interesse, understregede Jon Rahbek­Clemmensen.

Begrænsede handlemuligheder

Den anden konsekvens Jon Rahbek­Clemmensen henviste til var, at når verden bliver farligere, så bliver den også mere kompleks. Her rådede han til, at Grønland forholder sig til eftertænksomhed over, hvem Grønland samarbejder med:

– Jeg tror det er vigtigt for det grønlandske samfund, at man tænker over, at det her også kan have nogle konsekvenser, og at det kan begrænse Grønlands handlemuligheder i den internationale politik, og hvem det er, man kommer til at samarbejde med.

Hvordan vil et selvstændigt Grønland navigere

Den tredje store konsekvens kommer til at handle om selvstændighed.

– Jeg tror, det bliver vigtigt, at hvis et fremtidigt selvstændigt Grønland kommer til at leve i en region, hvor der er rigtig man­ ge stater, der er interesseret i landet, så skal man allerede i dag tænke over, hvordan det selvstændige Grønland skal navigere. Skal

et selvstændigt Grønland være medlem af Nato? Det er sådan nogle beslutninger, man skal træffe i dag. Nogle ting, man gør i dag, får konsekvenser for, hvordan et selvstændigt Grønland kan navigere i fremtiden.

Massiv russisk atomarsenal

Lektor og Ph.D. Jørgen Staun understregede på konferencen, at Rusland ikke er interesseret i Grønland, fordi Rusland anser Grønland som amerikansk område. Men derudover er Arktis en meget vigtig del af den russiske økonomi (olie og gas samt fremtidige farbare søveje i forbindelse med at havisen smelter), ligesom russisk Arktis vil være en genvej til USA i tilfælde af krig. Blandt andet derfor er russisk militær massivt til stede i Arktis:

– For det første for det strategiske luftvåben, altså baser i Nordrusland, så er der kortere til USA i tilfælde af krig. Så er Arktis­farvande ud for nordkysten hjemsted for russiske søbaserede atomvåben. Der ligger omkring 60 procent af deres søbaserede atomvåben. Så det er en meget stærk national militær interesse russerne har i det område. Problemet med havisens afsmeltning set fra russisk militær side er, at ubådene får sværere ved at gemme sig under isen.

– For det andet bliver nordflanken mere sårbar, og russerne er bekymrede for, at Nato­skibe eller amerikanske krigsskibe kommer tæt ind til nordkysten, og at russerne dermed risikerer at miste deres atomare gengældelseskapacitet.

Nervøse stormagter

Problemet med udbygning af de russiske baser, her især luftbaser, truer Natos forbindelseslinje over Nordatlanten, og de kan også true Thulebasen. Det er på grund af dette, den militære optrapning i Arktis er uundgåelig og vi ender i en oprustningsspiral:

– I min optik giver det amerikanerne og Nato en mulighed. De er nødt til at beskytte det. Men hvis de begynder at opbygge mere militært isenkram, og det er Nato og USA i færd med, så vil russerne svare igen ved selv at bygge noget mere op. Og så er vi strengt taget i et sikkerhedsdilemma. Den ene side gør noget for at passe på sig selv, og det ser meget truende ud på den anden side, der er nødt til at svare igen med noget for at passe på sig selv, og det ser igen truende ud på den anden side, så har vi potentielt set en oprustningsspiral, pointerer Jørgen Staun.