Chefredaktøren anbefaler: Besøg på verdens nordligste ø – og åbent vand nord for Grønland
Den seneste ekspedition til nordspidsen af Grønland havde klimaforandringerne som konstant følgesvend.
Tirsdag i sidste uge landede vi med en helikopter på Oodaaq Ø, verdens nordligste ø, cirka 1300 meter længere ude i Det Arktiske Ocean end Kaffeklubben Ø. Begge øer ligger en smule nord for Kap Morris Jesup, Grønlands øverste spids op mod Nordpolen, der er klodens nordligste stykke fastland.
Klokken var tæt på midnat, solen skinnede; næsten ingen vind. Oodaaq Ø er en undseelig knold af havis, sne, mudder og tre-fire pyramideformede bunker af grus og småsten, men lige akkurat stor nok til at vores lille helikopter kunne lande, og til at vi kunne hoppe i vandet for at fejre, at vi havde fundet øen og nu stod på den. En unik oplevelse og en stærk påmindelse om Grønlands ganske særlige placering på verdenskortet. Den bestyrkede min egen overbevisning om, at Grønland alene i kraft af sin geografiske placering og store udstrækning midt i den arktiske dynamik og i de stadig hastigere klimaforandringer også fremover må forvente voksende opmærksomhed fra resten af verden.
Oodaaq Ø er, som mange af Sermitsiaqs læsere vil vide, opkaldt efter en af de navnkundige slædekuske fra Thuledistriktet, der tidligt i forrige århundrede sikrede Robert Pearys, Lauge Kochs og andre polarfareres kortlægning og udforskning af Nordgrønland. I nyere tid har en lille håndfuld ekspeditioner besøgt Oodaaq Ø, andre har ledt forgæves. Da vi var på øen i sidste uge, fortalte en af mine medrejsende, Morten Rasch, der er kystmorfolog og leder af Arktisk Station i Qeqertarsuaq, at øen i videnskabelig forstand næppe er en rigtig ø.
Formentlig består Oodaaq Ø alene af marint mudder og grus, der hurtigt kan flade ud og blive til ingenting igen, hvis isen, vinden og strømmene vil det. Men det betyder selvfølgelig ikke, at øen vil miste sin tiltrækningskraft: Hvem vil ikke gerne bare én gang stå på verdens nordligste ø? For mange mennesker, uanset deres baggrund, er der noget mytisk og dragende ved det yderste nord, og dertil kan man lægge den voksende videnskabelige interesse, der knytter sig til det højarktiske.
Liv på nunatakkerne
Vores besøg var en del af en schweizisk-dansk forsknings-ekspedition, the Leister Expedition Around North Greenland 2021. Flere af de medrejsende forskere var særligt optaget af, hvordan livet i takt med klimaforandringerne breder sig længere mod nord – planter, mikroorganismer, mos, lav - og også stadig højere op i fjeldene; selv på nunatakkerne, bjergspidserne, der bryder op gennem indlandsisen i Nordøstgrønland.
De schweiziske deltagere og klimaforskere fra Center for Permafrost på Københavns Universitet fik hentet nye data hjem både fra Kap København, der muligvis aldrig har været dækket af is, og fra igangværende projekter andre steder i Pearyland. Oodaaq Ø besøgte vi især for oplevelsens skyld, men vi samlede også mudder og jordprøver til senere analyse. Måske der bor bakterier på Oodaaq Ø, som ikke hører havet til, så det alligevel er en rigtig ø. Grusbunkerne er gammel moræne, oversvømmet af havet efter istiden og nu presset op over havoverfladen af havisen; ingen ved hvornår. På Kaffeklubben Ø lidt tættere på land fandt vi den lille gule arktiske valmue og flere typer mos og lav. Kaffeklubben Ø er en rigtig ø; 30 meter høj og vindhøvlet. Frostrevnerne i overfladen viser, at den har strukket sig over havoverfladen måske i årtusinder. Vores fund på øen var i sig selv ikke banebrydende, men med til at sætte perspektiv på oplevelsen.
Åbent vand
Fra Oodaaq Ø så vi rigeligt med åbent vand mod nord, og i dagene forinden, hvor vi fløj fra Station Nord op over Pearyland for at overnatte ved mineprojektet i Citronen Fjord, så vi åbent vand hele vejen langs nordkysten.
Havisen nord for Grønland er den kraftigste, flerårige is i Det Arktiske Ocean; forskerne mener, at netop dette havområde bliver det sidste, der vil være isfrit om sommeren, men måske er isen her allerede påvirket. I det hele taget oplevede vi konstant under opholdet i Nationalparkens nordligste egne tegn på forandringerne. Under en overnatning i Cass Fjord mod vest måtte en af ekspeditionens deltagere, den schweiziske kunstner Julian Charrière, kravle ud af sit telt for at sove under åben himmel, så varmt var det. Da vi i Qaanaaq igen fik stærkere forbindelse til internettet (tak Tele!), kunne vi læse, at temperaturerne i Nordgrønland satte en tankevækkende rekord netop i de dage, vi var afsted: 19,8 grader nåede de op på, da det var varmest – samme nat, som Julian Charrière valgte at sove udendørs.
Vi kunne også læse, at indlandsisen samme uge, som vi var på Oodaaq Ø, mistede mere is end nogensinde før på denne tid af året. Vi mærkede selv, hvordan det ene regnskyl efter det andet skabte store vandpytter og fossende vandløb i Qaanaaq; otte-ti meter af vejen til lufthavnen blev pludselig skyllet væk. De lokale fortalte, at det havde tordnet for første gang i flere år, og Orla Kleist, byens skolepedel og reservebetjent, viste mig, hvordan hans hus ligesom mange andre i Qaanaaq er hårdt ramt af permafrostens optøen.
Qaanaaq glider
Qaanaaq adskiller sig som bekendt fra de fleste andre byer på kysten, fordi næsten hele byen er bygget på jord; ikke på klipper. Klimaforandringerne betyder, at den underliggende permafrost tør om sommeren i højere grad end tidligere. Orla Kleist, der er uddannet tømrer, udpegede for mig, hvordan forskydningerne i jorden får gulvene i hans hus til at hælde alvorligt. Jeg mærkede det straks, da jeg tog støvlerne af inden for døren. I soveværelset har Orla Kleist skruet bjælker fast i væggene og lagt sengen på dem: Nu kan han og fruen i det mindste sove i en vandret seng. Fliserne i køkkenet og på badeværelset falder af væggene så hurtigt, Orla har opgivet at sætte dem op igen. Ubehagelige sprækker gaber mellem vægge og loft. Om vinteren suser kulden ind langs gulvene, og Orla Kleist må gang på gang skille husets dørkarme ad og justere dem, ellers kan de indvendige dørene ikke åbnes og lukkes.
Mange i Qaanaaq kender til problemerne med skæve vægge og gulve, og vanskelighederne vil givetvis vokse. Qaanaaq er anlagt på en skråning ned mod havet, og permafrost-eksperten, professor Bo Elberling, der leder Center for Permafrost på Københavns Universitet og som også er med på vores ekspedition, forklarer mig, at det øverste af jordlaget under byen stille og roligt skrider ned mod havet. Processen vil gå hurtigere i fremtiden, fordi stadig mere af den frosne jord under byen vil tø hver sommer.
I udkanten af byen viser Bo Elberling mig, hvordan han og kolleger fra Danmarks Tekniske Universitet i flere år i samarbejde med skolen i Qaanaaq og Asiaq har installeret temperaturmålere langt ned i permafrosten og nu følger, hvordan klimaforandringerne påvirker jordlagene. Netop nu afsluttes et projekt, hvor forskerne har fulgt permafrostens udvikling og smeltevandets bevægelser i forbindelse med et større anlægsarbejde. Forskerne har flyttet rundt på jordlaget på samme måde, som når man skal lave nye bygninger. Den nye viden vil indgå i den internationale klimaforskning, og den hjælper allerede lokalt: Når Qaanaaq snart skal have ny vandtank til vandforsyningen, bliver tankens placering bestemt under præcise hensyn til jordgrundlagets forventede udvikling.
Det løser ikke umiddelbart Orla Kleists problemer, og han er bekymret: et nyt hus har han ikke lige råd til. Naalakkersuisut modtog for et par år siden en større rapport om permafrost-problemerne i Qaanaaq, men Orla Kleist kender ikke til nogen reaktion fra Nuuk. Indtil videre må han klare vanskelighederne selv.