Canadas ambassadør i Kina får adgang til anholdte landsmænd

Den canadiske ambassadør har fået lov til at mødes med begge de canadiere, der er blevet anholdt i Kina.

Iværksætteren Michal Spavor blev 10. december anholdt af kinesiske myndigheder.
Offentliggjort

Canadas ambassadør i Kina fik søndag lov til at mødes med en canadisk iværksætter og forretningsmand, der blev tilbageholdt i Kina for seks dage siden.

Det oplyser det canadiske udenrigsministerium.

Iværksætteren Michal Spavor blev 10. december den anden canadier inden for kort tid, som kinesiske myndigheder anholdt.

Forinden var også den tidligere diplomat Michael Kovrig blevet anholdt.

Den canadiske ambassadør i Beijing, John McCallum, har allerede fået lov til at besøge Kovrig, hvilket han gjorde fredag.

Anholdelserne af de to canadiere er kommet, på et tidspunkt hvor forholdet mellem Canada og Kina er særdeles anspændt.

Årsagen er, at canadiske myndigheder 1. december anholdt den kinesiske telegigant Huaweis finansdirektør, 46-årige Meng Wanzhou, i lufthavnen i den canadiske by Vancouver.

Det skete på anmodning fra USA, der ønsker Meng Wanzhou udleveret til mulig retsforfølgelse.

Kina truede efterfølgende med, at det ville føre til alvorlige konsekvenser, hvis Canada ikke omgående løslod finansdirektøren.

En dommer i Vancouver besluttede i sidste uge at løslade hende mod kaution, men hun må ikke forlade Canada, før de canadiske myndigheder har taget stilling til udleveringskravet fra USA.

Det er endnu ikke bekræftet, at de kinesiske myndigheders anholdelser hænger sammen med Meng Wanzhou-sagen.

Ud over at være finansdirektør er Meng Wanzhou også datter af grundlæggeren af Huawei, der er verdens største leverandør af netværksudstyr og næststørste producent af smartphones.

Kina har udtalt, at de har tilbageholdt de to canadiere, fordi de mistænkes for at "deltage i aktiviteter, der truer den nationale sikkerhed i Kina".

Michael Spavor er forretningsmand, og han har blandt andet tætte forbindelser til Nordkorea.

Den anden anholdte, Michael Kovrig, har tidligere hjulpet den canadiske premierminister, Justin Trudeau, i forbindelse med Trudeaus besøg i Kina.

Powered by Labrador CMS