Royal Arctic Line

Café: RAL er ved at tage livet af os

Royal Arctic Lines problemer med nyt it-system kan koste en café i Nanortalik livet og handler ikke kun om forsinket udlevering af gods i Aalborg.

fadøl
Nanortalik er løbet tør for fadøl. It-problemer hos RAL har medført, at bestilte fustager ikke er leveret. Kritisk her op til lønningsdag, oplyser café.
Offentliggjort

En fortvivlet bestyrer af Café 44, Majbritt Serano, oplyser til Sermitsiaq.AG, at manglende leveringer af øl-fustager allerede har kostet den lille cafe over 40.000 kroner.

Var lovet fustagerne den 18. april

- Vi fik et fragtbrev fra Royal Arctic Line (RAL), der oplyste, at vi ville modtage fustagerne den 18. april. I god tid før lønudbetalingerne den 21. og 28. april. Men vi har endnu ikke modtaget nogen, siger en vred bestyrer, der forklarer, at de mister kunder, fordi de er de eneste i byen, der serverer fadøl.

- Det har ikke hjulpet noget at kontakte RAL, som blot siger, at de har problemer med deres it-system, fortæller Maibritt Serano, der bestyrer cafeen, der ejes af Poul Erik Frederiksen.

Læs også: Nyt it-system skyld i gods-kaos

Det bekymrer dem begge, at RAL ikke er i stand til via en forsikring at dække deres tab.

Omsætning halveret

- Vi har fået halveret vores omsætning. Det er mange penge. Vi har fået at vide, at vi nok vil få fadølsfustagerne den 10. maj, men da kan det være for sent for os, understreger Majbritt Serano, der ikke kan forstå, at RAL ikke har informeret dem i god tid, så cafeen måske ad andre kanaler kunne få fragtet fustagerne til byen fra Nuuk.

Majbritt Serano reagerede og henvendte sig til Sermitsiaq.AG i forbindelse med nyheden om, at RAL har store problemer med deres nye bookingsystem, der især rammer udlevering af gods i Aalborg.

Ramt på pengepungen

- Problemet er ikke kun i Aalborg, kan Majbritt Serano forsikre Sermitsiaq.AG om. Hun har på egen pengepung mærket konsekvenserne af de problemer, som indkøringen af det nye bookingsystem har givet Royal Arctic Line.

Powered by Labrador CMS