Bygdebefolkning savner information

Beboerne i fire bygder savner information om, hvor det er muligt at få job inden for for eksempel råstofområdet.

Udsigten til en stabil løn og en god bolig kan være med til at motivere folk til at flytte. Foto fra Saqqaq, der er en af de fire bygder, der har medvirket i undersøgelsen.
Offentliggjort

Det er en af konklusionerne i to rapporter, som konsulentfirmaet Center for Industriel Udvikling i Nuuk (CIU) har lavet for hjemmestyret.

Konsulentfirmaet har besøgt Akunnaaq og Saqqaq i Diskobugten samt Kullorsuaq og Tasiusaq i Upernavik Kommune i forbindelse med projektet. Og rapporterne viser desuden, at de personer, der er mest interesserede i at flytte eller pendle for at arbejde et andet sted i Grønland, i forvejen har en tilknytning til arbejdsmarkedet. Folk, der arbejder i de traditionelle fangererhverv har således ikke i særligt stort omfang vist interesse for at deltage i undersøgelsen.

- Ønsket om at bevæge sig afhænger i et vist omfang af ens alder samt forholdene i bygden i øvrigt. Er der for eksempel en tro på fremtiden samt gode fritidsmuligheder, er ønsket ikke særligt stort, siger medejer af CIU, John Rosing.

Undersøgelsen viser desuden, at en udsigt til for eksempel stabil løn, god bolig, uddannelsesmuligheder samt hensynet til børnenes skolegang gør, at folk kan være motiverede for at flytte for at få job et andet sted.

John Rosing understreger, at undersøgelsen er for lille til at vise et landsdækkende billede, når det gælder ønsket om at flytte eller pendle for at få nyt job.

Powered by Labrador CMS