Japan
By ramt af to store jordskælv på to dage
Et nyt kraftigt jordskælv har ramt byen Kumamoto i det sydlige Japan. Adskillige meldes kvæstet
Mens japanske redningsarbejdere stadig forsøger at rydde op efter torsdagens store jordskælv i byen Kumamoto på øen Kyushu i det sydlige Japan, har et nyt jordskælv ramt nær selv samme by.
Det oplyser overvågningstjenesten USA's Geologiske Overvågning (USGS).
Om natten
Skælvet, der ramte klokken 01.25 natten til lørdag lokal tid, havde ifølge USGS en styrke på 7,4 og ramte i en dybde af 40 kilometer.
Den statslige japanske tv-station NHK rapporterer, at adskillige personer er kvæstet, ligesom mange frygtes at være fanget i ruinerne fra sammenstyrtede huse.
Bro kollapset
NHK rapporterer også, at en bro i Kumamoto skulle være styrtet sammen.
Frygt for tsunami
Japans Meteorologiske Agentur udsendte umiddelbart efter skælvet et tsunamivarsel for øen Kyushus vestkyst og advarede om, at der kunne ske mindre ændringer i havniveauet. Varslet blev dog ophævet kort tid efter.
38.000 hjem berørt
Torsdagens jordskælv fik adskillige huse til at styrte sammen og har indtil videre kostet ni mennesker livet og kvæstet op mod 1.000 andre.
Ifølge BBC er omkring 16.000 husstande uden elektricitet, mens 38.000 hjem må undvære gas.
De japanske myndigheder frygter, at der stadig kan være personer fanget under murbrokkerne fra de nedstyrtede huse torsdag, og regeringen har indsat 3.000 redningsarbejdere i området.
Japans premierminister, Shinzo Abe, ventes at besøge øen Kyushu lørdag.
/ritzau/Reuters/AFP