Belgien
Bruxelles ramt af terrorangreb
En afgangshal i lufthavnen i Bruxelles ramt af bombeattentater. Mindst en af bomberne blev sprængt af selvmordsterrorist. Også en metrostation meldes bomberamt
Lidt før klokken otte var det myldretid som normalt, og da var det, at attentatet ramte.
I byens internationale lufthavn, Zaventem, eksploderede to bomber i afgangshallen. Kort efter blev endnu en bombe sprængt i hovedstaden.
Det var på metrostationen i kvarteret Maalbeek, der ikke ligger langt fra EU-institutionernes hovedkvarterer i Bruxelles.
Og fra da af begyndte der at indløbe stadig mere gruopvækkende informationer om omfanget af attentaterne.
Kort før klokken 11 lød dødstallet ifølge den belgiske tv-station VRT på 13 dræbte. 35 blev meldt alvorligt såret.
VRT rapporterede, at der ikke var dræbte i metroen, men andre belgiske medier talte om, at der her var ti dødsofre.
Ifølge de foreløbige oplysninger blev bomben i metroen bragt til sprængning i et tog, der var ved at ankomme til stationen.
Det franske nyhedsbureau AFP skriver fra Zaventem-lufthavnen, at der opstod kaotiske scener, da passagerer i afgangshallen flygtede i panik. Der stod tyk sort røg ud af bygningen. Vinduer var smadret, og dele af loftet var faldet ned.
Udenfor den ramte bygning lå snesevis af sårede mennesker på rad og række, mens redningsfolk gav førstehjælp, indtil ambulancerne kom.
Ifølge VRT blev mindst en af bomberne i lufthavnen sprængt af en selvmordsterrorist.
Vidner siger til det belgiske nyhedsbureau Belga, at der også lød skud i forbindelse med sprængningerne, og der blev råbt på arabisk.
- Vi hørte en eksplosion og blev blæst tilbage, fortæller en fransk passagerer til AFP.
Han tilføjer, at han havde set sårede mennesker og "blod i en elevator".
- Først blev vi holdt tilbage af politiet. Senere gav de os besked om at forlade bygningen.
Belgiens indenrigsminister, Jan Jambon, meddelte, at det officielle niveau for terroralarm er hævet fra tre til det højeste niveau, der er fire.
Mens ambulancetjenesten og politiet havde travlt med at få situationen under kontrol, bad myndighederne alle om at "blive, hvor I er".
Den offentlige transport blev lukket ned.
- Busdrift, sporvogne og metroen lukker, meddelte STIB, operatøren af den offentlige transport.
EU-Kommissionen sagde til sine ansatte, at de skulle blive hjemme.
Flere lufthavne rundt om i Europa meddelte, at de nu skærper sikkerhedsforanstaltningerne.
Attentaterne i Bruxelles kommer efter nogle hektiske dage i hovedstaden. I fredags blev Salah Abdeslam, eftersøgt i forbindelse med det store terrorangreb i Paris, 13 november i fjor, anholdt.
Ved Paris-attentatet blev 130 mennesker dræbt.
Abdeslam er fransk statsborger, men født i Belgien og boede i netop Maalbeek, hvor der er foretaget et attentat i metrostationen.
Det var også i det indvandrertunge Maalbeek, at han blev anholdt i fredags.
Ingen havde tirsdag formiddag taget skylden for bomberne og de mange dræbte og sårede.
/ritzau/