Britiske valgsteder åbner - May er favoritten

Det ligner en sejr til premierminister Mays konservative. Men nogle målinger peger på, at Labour hænger på

Politibetjente udenfor valgstedet i Maidenhead, hvor premierminister Theresa May skal stemme
Offentliggjort

Valgstederne i Storbritannien åbnede klokken 7.00 (4 grønlandsk tid) her til morgen. Der skal vælges 650 medlemmer til det britiske underhus, og premierminister Theresa May og hendes Konservative Parti er favoritter.

Hendes direkte modstander er Labours Jeremy Corbyn, der ved valgkampens start var spået et katastrofalt valg.

Så galt går det måske ikke. I nogle målinger er Labour kun nogle få procentpoint fra De Konservative.

Meningsmålinger før dagens valg har dog i de fleste tilfælde vist en komfortabel føring til premierminister Mays konservative.

I de bedste målinger for May har De Konservative ført med 12 procentpoint.

Det britiske valgsystem gør, at det er svært at regne ud, hvem der vinder valget. For det afgøres i 650 enkeltmandskredse. Den kandidat med de fleste stemmer vinder.

Her er ikke noget med proportionel fordeling af mandater og udligningsmandater som for eksempel i Grønland.

47 millioner briter er stemmeberettigede.

Powered by Labrador CMS