Bredahl husker intet fra overfald

Der skulle egentlig være faldet dom tirsdag i sagen, hvor to 20-årige grønlandske mænd er tiltalt for grov vold mod den tidligere verdensmester i boksning, Johnny Bredahl. Men sagen blev udsat, fordi Københavns Politi havde glemt at informere et centralt vidne om, at han skulle møde op i retten for at afgive forklaring.

Offentliggjort

Dermed må Bredahl, der i dag går under navnet Johnny Wahid Johansen, vente endnu en lille måneds tid, før han kan få afsluttet sagen om et overfald på Strøget i København i december med voldsomme skader til følge.

- Jeg kan ikke komme videre i mit liv, før det her er afklaret. Jeg kan slet ikke huske, hvad der skete, og det ærgrer mig, forklarede Bredahl i retten.

De 20-årige mænd er tiltalt for at have knust en plastikflaske i hovedet på eksbokseren og for at sparke til ham, mens han lå ned. Den ene nægter sig skyldig, mens den anden erkender at have kastet flasken i nødværge, fordi Bredahl slog først.

To vidner bekræftede den version, idet de begge blankt afviste, at der var blevet sparket på den liggende bokser. Det ene vidne havde set Bredahl slå ud efter den ene af de tiltalte, mens det andet vidne blot havde bemærket, at noget havde forskrækket den tiltalte, hvilket angiveligt fik ham til at kaste flasken mod Bredahl.

Begge vidner beskrev Bredahls tilstand som stærkt beruset.

- Vil du sige, han var styrtende beruset, spurgte forsvarsadvokat Michael Steffensen det ene vidne.

- Ja, han var virkelig fuld. Det kunne man se på hans gang, forklarede vidnet.

Johnny Bredahl indrømmede, at han ikke var helt appelsinfri, da han mødte de unge mennesker på Strøget.

- Men jeg kunne stadig gå, og jeg kunne stadig komme hjem, sagde han.

Bredahl forklarede, at han gennem sine 20 år som et kendt ansigt fra bokseverdenen har været vant til at blive antastet på gaden og på barer.

- Men jeg har altid kunnet snakke mig ud af det, og så har vi ordnet det over en bajer, forklarede Bredahl.

Mødet med de tiltalte begyndte som så mange gange før, men så gik det stærkt, forklarede Bredahl.

- Det nager mig, at jeg intet kan huske. Jeg kan se, det er unge mennesker, der sidder her. Dem plejer jeg altid at kunne snakke med, men jeg kan overhovedet ikke huske, hvad der skete, før jeg vågnede op igen, forklarede bokseren.

At bokseren blev sparket, mens han lå ned, var der kun et vidne, som havde set. Hun havde stået cirka 20 meter fra episoden, men hun forklarede, at hun var 100 procent sikker på, at den liggende bokser blev sparket af mindst en person.

Sagen fortsætter den 9. maj, hvor det vidne, som ikke mødte op tirsdag, skal afhøres. Der forventes dom samme dag.

Powered by Labrador CMS