Opråb

Brandmænd kræver anerkendelse og ordentlig uddannelse

Kommunerne og Naalakkersuisut må sætte en merituddannelse i gang for de gamle brandmænd, mener formanden for landsforeningen for deltidsansatte brandmænd i Grønland, Poul Olsen

Offentliggjort

Uddannelse af beredskabsfolk og brandmænd er vigtigt. Derfor bør Naalakkersuisut tage det fulde ansvar for uddannelsen af brandmænd, mener formanden for landsforeningen for deltidsansatte brandmænd i Grønland, KaNuQaPe, Poul Olsen.

- Som det er i dag er vores uddannelse ikke kompetencegivende. Naalakkersuisut må arbejde for en ordentlig uddannelse til os, siger Poul Olsen.

I dag bliver kommende brandmænd i Grønland sendt på et fem-ugers-funktionskursus på brandskolen på Jern- og Metalskolen i Nuuk, oplyser Poul Olsen. Uddannelsen i dag er kompetencegivende og kan bruges i Mittarfeqarfiit samt i Danmark. Men den gamle uddannelse for brandmænd er ikke kompetencegivende, derfor må de eksisterende brandmænd have en merituddannelse.

- Hvis en brandmand i dag får et job hos Mittarfeqarfiit eller flytter til Danmark, kan hans uddannelse ikke bruges, da denne gamle uddannelse ikke er kompetencegivende, påpeger deltidsbrandmanden.

- Alle brandmænd i Grønland må have samme uddannelse, understreger Poul Olsen, som tilføjer, at besparelser på brandvæsenet og beredskabet i Grønland ikke er på plads.

- Besparelse og forringelse af vores arbejdsvilkår må stoppe, siger Poul Olsen.

Powered by Labrador CMS