Bøsser lever ikke op til idealet

Når det er så svært for det grønlandske samfund at acceptere bøsser, skyldes det først og fremmest, at de ikke lever op til de maskuline dyder i den ældgamle og stolte fangertradition.

Homoseksuelle mænd lever ikke op til fangeridealet, mener historiker. / Gays don't live up to the Greenlanders' image if the ideal man, accoring to one expert
Offentliggjort

Et traditionelt og maskulint fangerideal betyder, at homoseksuelle mænd har det særdeles svært på verdens største ø. Det forklarer Jens Rydström, historiker med speciale i køn og homoseksualitet i Grønland ved Universitetet i Lund, skriver Politiken Søndag.

Lesbiske kan derimod stadig leve op til de traditionelle feminine pligter som madlavning og børnepasning. Derfor har homoseksuelle kvinder i Grønland ifølge Jens Rydstrøm lettere ved at blive accepteret end bøsserne.

På trods af den omfattende diskrimination af bøsser mener Jens Rydström, at der trods alt kan være lys forude for homoseksuelle mænd i Grønland.

– Der er kommet større åbenhed om emnet, og det bliver taget op i radio og aviser i højere grad end tidligere, siger han.

Et andet forhold kan betyde, at homoseksuelle i Grønland går en lysere fremtid i møde: Fra 1. januar 2010 bliver diskrimination på grund af seksuel orientering langt om længe kriminaliseret - mere end 20 år efter at det skete i Danmark. Grønland er indtil da det eneste land i Norden, hvor det endnu ikke er kriminelt at diskriminere homoseksuelle.

Retschef ved Hjemmestyret i Grønland Søren Volder forklarer den sene lovgivning med bureaukrati og en manglende folkelig opbakning til en lovændring.

– Det har ikke været relevant at indføre loven før nu. Homoseksualitet har simpelt hen ikke fyldt noget i den offentlige debat førhen. Det er dem, der er blevet udsat for diskriminationen, der må gøre opmærksom på det, hvis de mener, der er et problem, siger han til Politiken.

Jens Rydström mener dog, at baggrunden for det langsommelige lovarbejde er en anden:

– Antidiskriminationsparagraffen er ikke blevet vedtaget i det grønlandske Landsting før nu, fordi emnet er kontroversielt. Det har en stor symbolværdi at indføre loven, og det er et vigtigt signal at sende til de grønlandske bøsser og lesbiske, siger han.

Powered by Labrador CMS