Bosnien

Bosnien: Islamister ville dræbe 100 i nytårsangreb

Myndighederne i Bosnien mener at have afværget et stort terrorangreb ved at anholde 11 islamister

De 11 personer blev anholdt tirsdag i Sarajevo
Offentliggjort

En stribe anholdelser i Bosnien har forhindret et terrorangreb, der ville have dræbt omtrent 100 personer i den bosniske hovedstad, Sarajevo.

Det siger en anklager lørdag i kølvandet på den seneste uges anholdelser af 11 formodede jihadister.

Varetægtsfængslet
Fredag besluttede en dommer i Sarajevo, at otte af de mistænkte skulle varetægtsfængsles i 30 dage, rapporterer bosnisk tv.

Her citeres anklageren Dubravko Campara desuden for at sige, at gruppen planlagde et terrorangreb i forbindelse med nytårsfejringer.

- De truede med at gennemføre et angreb med sprængstoffer, hvor 100 personer ville blive dræbt, siger anklageren ifølge tv-stationen RTRS.

De 11 personer blev anholdt tirsdag på flere forskellige adresser i Sarajevo.

Islamisk Stat
Efterfølgende præsenterede politiet et billede taget i et hus, hvor gruppen tilsyneladende havde holdt til. Heraf fremgik det, at de anholdte havde Islamisk Stats flag hængende på væggen.

- Der er fysiske beviser på, at de anholdte havde forbindelser til Islamisk Stat, siger anklager Dubravko Campara.

Han tilføjer imidlertid, at der ikke blev fundet sprængstoffer på adressen.

40 procent muslimer
Omtrent 40 procent af Bosniens befolkning på 3,8 millioner er muslimer.

Af cirka 200 bosniske statsborgere, der sluttede sig til militante islamistgrupper i Syrien og Irak i 2012 og 2013, har mindst 26 mistet livet.

Omtrent 50 er vendt hjem til Bosnien, vurderer myndighederne.

/ritzau/AFP

Powered by Labrador CMS