MIO
Børns virtuelle liv i søgelyset
Hvad betyder det for børn og unge at bruge Facebook, Twitter, Snapchat? Det spørgsmål vil MIO nu have afklaret ved en spørgeskemaundersøgelse
MIO, ’Meeqqat Inuusuttullu Oqaloqatigiinnittarfiat’ eller på dansk ’Det sted, hvor børn og unge kan have en at tale eller have en samtale’, går nu i luften med den første børnepanelundersøgelse.
For hvad sker der egentlig, når børn og unge sætter sig foran computeren og drager ud i den virtuelle verden?
- I dag har vi ingen undersøgelser af børn og unges brug af internettet. Derfor er MIO i gang med en spørgeskemaundersøgelse, som nu udrulles i samtlige af landets 6. - 7. klasser.
- Vi grønlændere er rigtig gode til at bruge de sociale medier som eksempelvis Facebook, Twitter, Snapchat. Nu har MIO sat sig for at undersøge, hvilken konkret betydning det har for børn og unge, skriver MIO, der i disse dage udsender en spørgeskemaundersøgelse ud til alle landets 6. og 7. klasser.
For ifølge MIO så kan de sociale medier, give børn, som er udenfor fællesskabet, helt unikke muligheder for at få venner udenfor deres klasse, by eller bygd. Hvor børnene via deres profiler ligeledes kan opretholde vigtige relationer, når de må flytte fra deres venner eller når familier splittes og børn ikke ser begge forældre til hverdag.
Men videre skriver MIO, at der dog også er udfordringer ved børns brug af internettet.
- I dag findes der ingen undersøgelser af grønlandske børns internetvaner. Hvis vi som forældre og børneprofessionelle skal kunne hjælpe vores børn med deres oplevelser på nettet – gode som dårlige, så er vi nødt til at få mere viden om børnenes virtuelle liv. Derfor sender MIO i disse dage en spørgeskemaundersøgelse ud til alle landets 6. og 7. klasser.
- Fra både undersøgelser og henvendelser i MIO’s SMS-rådgivning, ved vi, at mange børn oplever at blive mobbet og være udenfor. Desværre ved vi meget lidt om omfanget af virtuel mobning, hvor krænkende billeder og grove kommentarer spredes via børnenes internetprofiler. Denne form for mobning er svær at opdage for forældre og børneprofessionelle og MIO’s Børnepanel spørger derfor ind til børnenes oplevelser med virtuel mobning, skriver MIO.
MIO undersøger også, hvorvidt børn har ubehagelige og krænkende oplevelser i form af billeder og film af voldelig og pornografisk karakter.
- Vi søger svar på, om børn er alene om at bearbejde disse oplevelser eller deler de dem med deres familie, skolelærere eller andre voksne, skriver MIO.