Børnetalsmanden roser Naalakkersuisoq for Børn, Unge og Familier
MIO mener, at Naalakkersuisoq for Børn, Unge og Familier har lyttet til MIO’s anbefalinger. Børnetalsmanden ønsker at sikre børn og unges adgang til psykisk hjælp, og det har Paneeraq Olsen fulgt op på.
Ifølge børnetalsmanden så risikerer børn og unge livslange psykiske mén og lidelser som konsekvens af, at de ikke får hjælp efter at have være udsat for fysisk og/eller psykisk omsorgssvigt.
Børnetalsmanden har gentagne gange påpeget myndighedernes manglende hjælp til børn og unge med psykisk mistrivsel. Naalakkersuisoq for Børn, Unge og Familier har blandt andet lige været i Danmark for at få inspiration til, hvordan børn i sorg får hjælp.
- Naalakkersuisoq Paneeraq Olsen har lyttet til MIO’s anbefaling om, at Selvstyret skal sikre børn og unges adgang til psykisk hjælp. På børnenes og de unges vegne er jeg meget tilfreds med Naalakkersuisoqs ønske om en styrkelse af myndighedernes hjælp til børnene, siger Børnetalsmand Aviâja Egede Lynge.
Hun understreger, at det er positivt, at Naalakkersuisoq for Børn, Unge og Familier er ved at undersøge, hvordan børn med psykisk mistrivsel kan få hjælp bedst muligt.
- Vi har i mange år arbejdet for at børn og unge med psykisk mistrivsel får den tiltrækkelige hjælp og endelig er der en Naalakkersuisoq som sætter sig ind i tingene. Det er vi meget taknemlig for og anerkender hendes arbejde, siger Børnetalsmanden til Sermitsiaq.AG.
Mange har ikke fået hjælp
Henvendelser til MIO viser, at for mange børn og unge i psykisk mistrivsel ikke får den hjælp, de har behov for og har ret til.
- Det er vigtigt for mig at slå fast, at Grønland har forpligtet sig til at sikre børn og unge deres ret til hjælp i overensstemmelse med FN’s Børnekonvention, som landet tiltrådte i 1993, siger børnetalsmanden.
MIO understreger, at Paneeraq Olsen også har fokus på den seneste rapport fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE-Rapport). MIO har ønsket en kortlægge de forebyggende kommunale indsatser til børn og unge i psykisk mistrivsel med udgangspunkt i FN’s Børnekovention.
- Jeg er glad for, at Naalakkersuisoq Paneeraq Olsen nu har lyttet til vores anbefalinger om en styrkelse af hjælpen til børn og unge i psykisk mistrivsel. Hun har taget rapporten til sig og er nu i gang med at finde løsningsmuligheder. Jeg ser frem til at følge denne glædelige udvikling i Selvstyrets arbejde for at sikre børn og unge deres ret til hjælp, afslutter Aviâja Egede Lynge.