Børnetalsmand kalder på en øjeblikkelig krisetilstand

Selvmord og selvmordsforsøg blandt børn og unge er stigende, og derfor skal der handles øjeblikkeligt, hvis det står til børnetalsmand Stina Sværd. 

Børnetalsmand Stina Sværd kalder på en officiel krisetilstand inden for mental sundhed og børnetrivsel.
Offentliggjort

I dag er det international dag for selvmordsforebyggelse.

Selvmord er fortsat en stor udfordring herhjemme også blandt børn og unge, og derfor kalder Børnetalsmanden, Stina Sværd, på øjeblikkelig handling.

I et åbent brev opfordrer hun Naalakkersuisut og Inatsisartut til at erklære en øjeblikkelig krisetilstand.

- Situationen kræver mere end enkelte sundheds- og sociale indsatser. Det er nødvendigt med en fælles erkendelse af problemets omfang og en øjeblikkelig krisetilstandserklæring. Denne skal skabe grundlaget for en bred, forpligtende og koordineret indsats på tværs af myndigheder, sektorer og samfundsniveauer, skriver hun i brevet.

Hun kalder selvmordsproblematikken for en kompleks og dybt menneskelig krise, som er blevet et strukturelt samfundsproblem på nationalt plan.

- Som Børnetalsmand i Grønland finder jeg det nødvendigt at udtrykke en dybt alvorlig bekymring over den alvorlige og vedvarende udfordring, vi som samfund står overfor med den høje forekomst af selvmord og selvmordsforsøg – især blandt børn og unge, hvor tallene desværre er stigende.

Tusaannga

Hvis du går med tanker om selvmord, kan du altid kontakte Tusaannga for at dele dine tanker. 

Du kan ringe anonymt og gratis døgnet rundt. Telefon: 80 11 80. SMS: 1899.

Selvmordsstrategi Qamani

I 2024 lancerede selvstyret Qamani-strategien, en selvmordsstrategi som ifølge Stina Sværd vidner om politisk vilje til at bekæmpe selvmordsproblematikken i Grønland.

Alligevel påpeger hun, at der trods gode intentioner har mangler afgørende elementer for at skabe varige resultater.

- Strategien arbejder hovedsageligt reaktivt – der mangler en konsekvent forebyggende, tidlig og helhedsorienteret tilgang, som kan forhindre, at børn og unge overhovedet havner i en livstruende krise, skriver hun.

Ifølge Stina Sværd modtog Tusaannga i 2024 næsten 5.000 henvendelser med selvmordstanker, herunder 238 børn under 18 år helt ned til 10-årsalderen.

Flere ressourcer, politik og opmærksomhed

Børnetalsmanden mener ikke, at Grønland lever op til sit ansvar om at sikre børn og unge de bedst mulige vilkår, som Grønland er forpligtet til i FN’s Konvention om Barnets rettigheder.

Derfor efterlyser hun en erklæring af en officiel krisetilstand inden for mental sundhed og børnetrivsel. Denne erkendelse skal ledsages af handling – flere ressourcer, politik og opmærksomhed.

- Børn og unge i Grønland lever med en uacceptabel risiko – det er vores ansvar som samfund at gribe ind. Ved at erklære krisetilstand og sætte forebyggende og helhedsorienterede indsatser i fokus kan vi give håb og handlekraft tilbage til vores næste generation.

I forbindelse med den internationale dag for selvmordsforebyggelse sætter Paarisa også fokus på problemet ved at deltage i Yellow September – En kampagne som skal skabe opmærksomhed om selvmordsforebyggelse. I hele september vil der afholdes lokale arrangementer flere steder rundt om i landet.

Powered by Labrador CMS