Børnerige familier efterlyses

Landstingsmedlem Asii Chemnitz Narup (IA) efterlyser en familiepolitik, der kan motivere til at få flere børn.

Asii Chemnitz Narup opfordrer til familiepolitik, der begunstiger børnefamilier.
Offentliggjort

– Tiden er inde til at gentage de målrettede kampagner fra 60-erne, men med modsat fortegn. Målet skal være at opmuntre de unge til at stifte familie og få 3-4 børn.

Det skriver landstingsmedlem Asii Chemnitz Narup og opfordrer til skabelse af skattebegunstigelser, gratis daginstitutionspladser til 3.og 4. barn, gode boligforhold, forbedrede tilbud om jordmoder- og sundhedsplejerskebetjening som eksempler på nogle oplagte strategier.

Befolkningsfremskrivningerne viser, at der om 25 år vil være færre i den erhvervsaktive alder til at sikre samfundets forsørgerforpligtigelser. De store årgange vil i løbet af de næste 15-30 år nå pensionsalderen.

Mange husker den intensive kampagne om ”Familieplanlægning” fra midten af 60-erne, skriver Asii Chemnitz Narup.

– Målet var at der skulle fødes færre børn. Sundhedsvæsnets, kvindeforeningernes og GOF’s (Grønlands Oplysnings Forbund) samarbejde i oplysningskampagner om prævention, børneopdragelse med mere, resulterede i at børnetallet faldt mærkbart i løbet af 5-7 år.

Der er brug for en fremsynet og proaktiv indsats, frem for som nu, hvor man bekymret nøjes med at konstatere, at der om få årtier vil mangle hænder til sikring af vores velfærdssamfund, skriver Asii Chemnitz Narup.

Powered by Labrador CMS