Børnene dropper skolemaden

Voldsomt madspild på skolerne. Nu laves madpakkeordningen om

Udviklingsudvalget har besluttet at ændre skolemadsordningen fra 1. april, som omfatter alle folkeskolerne i byen. Foto: Leiff Josefsen

De fleste forældre kender på forhånd svaret, når de spørger børnene om, hvad de har fået at spise i skolen i dag.

- Noget, jeg ikke kunne lide!

At rigtigt mange skolebørn vrænger på næsen af dagens frokosttilbud, får nu kommunen til at skride ind. Fremover vil skolemad-ordningen blive ændret og til en vis grad beskåret.

- Vi undersøgte på et tidspunkt, hvor meget madspild, der egentlig er: Og resultatet var ret chokerende, siger direktør for udviklingsforvaltningen i Kommuneqarfik Sermersooq, Margrethe Thuesen.

Madspild koster kassen
Op mod 40 procent af maden er dagligt blevet kasseret, omregnet betyder det, at mad for millioner er blevet smidt ud årligt.

Margrethe Thuesen mener dog ikke, at det er et udtryk for madens kvalitet eller nødvendigvis kan bruges som en kritik af den private leverandør:

- Jeg er jo selv forælder. Og vi forældre må nok bare erkende, at vores børn her i Nuuk nok er lidt mere forkælede end børnene måske er andre steder. Andre steder i storkommunen ser man i hvert fald slet ikke madspild i samme grad. Her spiser børnene faktisk skolemadpakkerne, siger Margrethe Thuesen.

Skolemadsordningen har netop været oppe at vende i kommunens udviklingsudvalg. Her blev det besluttet, at ordningen fra 1. april vil blive beskåret, så kun eleverne i 1. til 7. klasse i Nuuks byskoler vil få tilbudt det gratis middagsmåltid.

Læs hele historien, og se hvad der foregår af stort og småt i Nuuk. Nuuk Ugeavis kan du hente gratis her:

Powered by Labrador CMS