Borgmestre mistror transportkommision
Tre Siumut-borgmestre sætter spørgsmålstegn ved om transportkommissionen kommer frem til noget det kan gavne deres kommuner.

Er transportkommissionens arbejde givet på forhånd?
Det spørgsmål stiller de tre borgmestre Jess Svane, Hermann Berthelsen og Simon Simonsen ud fra sammensætningen af den seks mand store transportkommission, som naalakkersuisut (landsstyret) nedsatte i 2009.
– Tre medlemmer bor i Danmark og tre medlemmer bor i Nuuk, og det tyder på at det er forbindelserne mellem Danmark og Nuuk, der er i højsædet, mener Jess Svane.
Borgmestrene hæfter sig ved at to medlemmerne har personlige interesser i en atlantlufthavn og atlanthavn i Nuuk.
Et andet medlem har i følge borgmestrene igennem mange år haft flere ejendomme i Nuuk by og borgmestrene frygter at det vil påvirke hans dømmekraft.
– Infrastrukturudbygninger i Nuuk by vil utvivlsomt gøre disse ejendomsbesiddelser mere værd, skriver borgmestrene.
– Et andet medlem har gentagne gange været rådgiver i forbindelse med diverse infrastrukturanlæggelser i Nuuk. Senest har vedkommende som direktør for et af landets største rådgivende virksomheder været rådgiver for 'Arbejdsgruppen om udvidelse af Ilulissat og Nuuk Lufthavn og Havn', skriver Siumut-borgmestrene.
Qeqqata Kommunias borgmester Hermann Berthelsen vil ikke undre sig, hvis arbejdsgruppens daværende konklusioner fra 2007 bliver gentaget i 2010. Dengang var konklusionerne i følge borgmesteren blandt andet, at det ville være bedst at etablere en landingsbane på 2200 meter i Nuuk.
– Transportkommissionens arbejde synes givet på forhånd, men forhåbentlig vil naalakkersuisoq for trafik Jens B. Frederiksen gribe ind, hvis han da ikke er for fastlåst som forhenværende kommunalbestyrelsesmedlem i Nuup Kommunea og Kommuneqarfik Sermersooq, siger Kommune Kujalles borgmester Simon Simonsen.
Alle tre borgmestre er enige om, at transportkommissionens foreløbige forslag om at centrere hele landets befolkning i fem byer med mere end 5.000 indbyggere er aldeles uacceptabelt.
– Det skyldes måske, at transportkommissionen ikke har øje for kommende udviklingsprojekter såsom miner, olie- og gasprojekter udenfor Kommuneqarfik Sermersooq, skriver borgmestrene.