Borgmester rejser fra krise

Det vækker undren, at borgmester Vittus Mikaelsen tager på udvalgsrejse til Canada, mens Ammasalik økonomisk er tvunget i knæ.

Borgmester for Ammassalik Kommune, landstingsmedlem Vittus Mikaelsen, Siumut./Ammassaliup Kommuneani borgmesteri inatsisartunullu ilaasortaq Vittus Mikaelsen.
Offentliggjort

Netop som nyheden om Ammassaliks økonomiske kollaps nåede medierne i sidste uge, rejste byens borgmester Vittus Mikaelsen, Siumut, med Landstingets sundhedsudvalg til Nunavut på en orienteringsrejse. Mikaelsen er formand for udvalget, som, efter hvad Sermitisiaq.gl erfarer, sammen med landsstyremedlem for Sundhed, Aqqalu Abelsen, Atassut, skal se på blandt andet telemedicin i byerne Kuujjuaq og Iqaluit. Delegationen vender først hjem via Danmark den 22. maj.

Det har ikke været muligt at træffe Vittus Mikaelsen for en uddybende kommentar til situationen i hans kommune. Men hos koalitionspartneren Atassut vækker borgmesterens fravær undren.

– Det er ligesom om han bare flygter, og det er nærmest uansvarligt, set med mine øjne. Vi står i en meget alvorlig situation i kommunen, siger 2. viceborgmester Thomas Kristensen, Atassut.

Han benægter, at Atassut er medansvarlige for den økonomiske misère i kommunen.

– Vi har påpeget siden 2006, at det ikke kunne gå på denne måde, anfører Thomas Kristensen.

Også formanden for overgangsudvalget i den kommende Øst-Vest kommune, Asii Chemnitz Narup, Inuit Ataqatigiit, er skeptisk over for Vittus Mikaelsens rejse.

– Jeg vil opfordre ham til at skynde sig hjem, for det her er alvorligt, siger Asii Chemnitz Narup til Sermitsiaq.gl og understreger, at hun ønsker et tæt samarbejde med samtlige fem af storkommunens nuværende borgmestre.

Hun er samtidig formand for økonomiudvalget i overgangsudvalget, og oplyser i den forbindelse, at økonomiudvalget efter sit første møde i fredags forventer, at sikkerheden om betaling af kommunens driftsudgifter bliver genskabt hurtigst muligt.

Ammassalik Kommune har bedt om et lån på 18 millioner kroner og skal finde besparelser i størrelsesordenen seks-otte millioner kroner, hvis kommunen skal undgå at blive sat under administration. Det oplyser kontorchef i Tilsynsrådet, Leif Scharling til knr.gl.

Powered by Labrador CMS