Borgmester glæder sig over koalitionsaftalen
Asii Chemnitz Narup glæder sig over, at det nye naalakkersuisut respekterer det kommunale selvstyre, og at de vil sikre at kommunerne får mulighed for at skabe økonomisk vækst
Borgmester i Kommuneqarfik Sermersooq, Asii Chemnitz Narup, har nærlæst alle punkterne i koalitionsaftalen og glæder sig over flere punkter, især over afsnittet 267, der handler om kommunerne, skriver avisen Sermitsiaq, der udkom fredag.
- For det første kan jeg konstatere, at de har et afsnit om kommunerne, og det glæder mig, at de understreger og respekterer det kommunale selvstyre. Jeg lægger også mærke til, at de vil sikre at kommunerne får mulighed for at udvikle deres økonomiske situation, og at vi kan skabe økonomisk vækst. Som borgmester synes jeg, det er nogle rigtig positive udmeldinger, siger Asii Chemnitz Narup.
En anden ting, hun også finder vigtigt er, at der i koalitionsaftalen står, at der er vilje til at føre kommunalreformen videre.
- Som jeg læser koalitionsaftalen, så har koalitionspartierne også vilje til at føre kommunalreformen videre, og det synes jeg er meget vigtigt. I år har vi fået ansvar for anlægsopgaverne indenfor daginstitution og skoleområdet, og vi kan se, at det giver meget mere fleksibilitet for os, når vi overtager ansvaret fuldt ud. Så jeg glæder mig til de kommende opgaver, vi får lagt ud. Her vil jeg pege på boligområdet, som det næste, som haster rigtig meget. Vi har allerede overtaget boligadministrationen for samtlige boliger i Ittoqqortoormiit og Tasiilaq og Tasiilaqs bygder, og vi er parate til både Paamiut og Nuuk. Det synes jeg, at det er nogle af de opgaver, der halter, siger Asii Chemnitz Narup.
Læs hele historien i ugens udgave af Sermitsiaq. Køb avisen her: