kommunedeling
Borgmester: Giv storkommunen en chance
Der er i dag, tirsdag, vejledende folkeafstemning om deling af Qaasuitsup Kommunia
Borgmester i Qaasuitsup Kommunia Ole Dorph fra Siumut stemmer nej til deling af Qaasuitsup Kommunia i dagens vejledende folkeafstemning om deling af den nordlige kommune. Ole Dorph mener, at storkommunen allerede har opnået store forbedringer og bør have chance for at opnå endnu flere forbedringer for borgerne.
Læs: Knud K.: Bygderne har betalt den højeste pris
Den vejledende afstemning om deling af Qaasuitsup Kommunia åbnede klokken 09.00 i 39 afstemningssteder. Det er et flertal kommunalbestyrelsen i den nordlige kommune, der har vedtaget at holde den vejledende afstemning. Der er splittelse internt i Siumut, hvor borgmester Ole Dorph er imod kommunedeling, mens andre taler for en ny kommunedeling.
Dyr start
- Den nuværende kommunedeling har kun været gældende i fem år, og jeg kan se, at der bliver opnået forbedringer hver dag. Jeg mener derfor, at man bør give den nuværende kommunedeling en ny chance, siger Ole Dorph til Sermitsiaq.AG.
Kritikere af den nuværende kommunedeling mener, at nærdemokratiet er blevet svækket efter indførelsen af storkommuner, og at borgerservice er blevet forringet.
- Det har været en stor udfordring for kommunalbestyrelsen i Qaasuitsup Kommunia at udligne de store forskelle, der har været på det præventive arbejde, børne- og ungeområdet, ældre omsorg og andre vigtige områder i forbindelse med borgerservice. Det har været meget dyrt for kommunen at få udlignet de store forskelle. Men vi har opnået forbedringer. Det er derfor, jeg mener, at den nuværende kommune bør have en chance for at opnå endnu flere forbedringer, siger Ole Dorph.
Op til Inatsisartut i sidste ende
Den vejledende afstemning åbnede klokken 09.00 og lukker klokken 20.00. Kommunalbestyrelsen i Qaasuitsup Kommunia skal diskutere afstemningsresultatet, inden der bliver taget stilling til, hvilken form for henvendelse der vil blive sendt til Naalakkersuisut.
Det er kun Inatsisartut, der kan ændre kommunedelingen efter indstilling fra Naalakkersuisut.
Læs artikler om kommunedelingen her