kommunalvalg 2017
Borgmester-drama i syd
To erfarne siumutter bejler til vælgerne i Kommune Kujalleq. En tidligere – og en nuværende borgmester. Sidst skilte 15 stemmer dem.
Der er lagt op til en gyser af rang i Sydgrønland, når valgurnerne tømmes, og stemmerne tirsdag aften tælles op.
15 stemmer delte
Ved sidste kommunalvalg var det kun 15 personlige stemmer, der skilte Siumuts to mest populære politikere på de kanter. Simon Simonsen fik 282 stemmer, og Jørgen Wæver Johansen 297. Og dermed var det Wæver Johansen, som kunne rykke ind på borgmesterkontoret i Qaqortoq – og Simonsen, der måtte tage til takke med viceborgmesterposten.
Siumut har suverænt flertal i Kommune Kujalleq.
Simon Simonsen – som ved forrige valg (i 2008) var kommunens førende stemmesluger med 611 stemmer og borgmester frem til 2013 – siger til AG, at han vil kæmpe til det sidste for at genvinde posten.
- Jeg er mere end klar, bedyrer han.
- Men hvorfor stemme på dig og ikke Wæver Johansen?
Tæt samarbejde
- Jeg tror ikke, der er nogen af os, der ønsker at tale dårligt om den anden. Vi har arbejdet tæt sammen i valgperioden. Men vi er meget forskellige som personer. Jeg er mere den folkelige type, svarer Simon Simonsen.
Jørgen Wæver Johansen har de seneste par uger ført valgkamp på meget lavt blus. I midten af marts mistede han sin lillebror, der blev begravet i Nuuk søndag.
Overskud til at svare
Han har dog fundet overskud til at besvare AGs spørgsmål om, hvordan kommunens tre byer og 11 bygder bør ledes politisk i de næste fire år.
Læs hele dobbeltinterviewet med de to borgmesterkandidater i den seneste AG-avis, som du kan købe dig adgang til digitalt via linket herunder: