klimaforandringer

Borgermøde om klima og havis i Qaanaaq

Borgerne i Qaanaaq bliver nu inviteret til borgermøde om, hvordan klimaforandringerne og ændringerne i havisen påvirker dem og deres hverdag

Arkivfoto
Offentliggjort

Repræsentanter for selvstyret, ICC og WWF Verdensnaturfonden besøger sammen med en mindre delegation Qaanaaq fra den 30. april og en uge frem.

Målet med besøget er at indsamle lokale erfaringer med, hvordan ændringerne i havisen påvirker især fiskere og fangere, men også resten af lokalsamfundet.

Derfor afholdes der en workshop på skolen i Qaanaaq, Avanersuup Atuarfia den 4. maj klokken 13.00 til 17.00.

- Vi vil rigtig gerne lære mere om, hvordan klimaforandringerne påvirker fiskere og fangere, men også befolkningen i almindelighed. Vi ved, at området nord for og ved Qaanaaq er et af de områder, hvor det tyder på, at havisen også vil lægge sig i fremtiden. Men forandringerne er store og sker hurtigt, så jo mere viden, der kan indsamles, jo bedre, siger Mette Frost fra WWF Verdensnaturfonden ifølge en pressemeddelelse.

Havisens betydning
Netop ændringerne i havisen arbejder WWF med i projektet ’Last Ice Area’. Det er et projekt, der fokuserer på, hvad man skal gøre for at sikre de mennesker og dyr, der er afhængige af havisen.

Projektet har allerede nu været i gang i et par år. I fjor afholdt WWF således en workshop i Iqaluit, da projektet også finder sted i Nunavut. På den workshop deltog en fanger fra Qaanaaq. I 2012 besøgte WWF ligeledes Qaanaaq, Savissivik, Kullorsuaq på en sejltur i det område, hvor man allerede i dag oplever konsekvenserne af klimaforandringerne.

- Vi synes, det er enormt vigtigt, at det er lokalbefolkningen, der bestemmer, hvad der kommer til at ske med det område, de lever i. Derfor vil vi gerne høre, hvad befolkningen synes, der skal gøres for at skabe udvikling, men også beskytte traditionel levevis og kultur, siger Mette Frost.

Delegationen består af...
Foruden WWF Verdensnaturfonden består delegationen af Josef Tuusi Motzfeldt, den studerende Maria Suersaq, der sidste år deltog i en ’Student on Ice’-ekspeditionen i Grønland og Nunavut, repræsentanter for selvstyret og Ababsi Lyberth fra ICC Greenland, der holder en ICC-workshop om Pikialasorsuaq/Nordvandet.

Delegationen vil også besøge skolens elever i løbet af ugen.

Under besøget i Qaanaaq kan befolkningen også få mulighed for at fortælle, hvordan de oplever klimaforandringerne på film.

WWF medbringer nemlig en journalist, der er interesseret i at optage folks historier. Skriv til r.langhoff@wwf.dk, hvis du er interesseret.

Læs mere om ’Last Ice Area’ på wwf.dk/kal (grønlandsk) eller wwf.dk/lasticearea (dansk).

Powered by Labrador CMS