juridisk faderløse
Borgermøde om faderløses rettigheder
Faderløse skal oplyses om deres rettigheder. Det gælder bl.a. arveforhold.
Hvem er min far?
Det spørgsmål er fortsat aktuelt for personer, som blev født uden for ægteskab før 1963 i Vestgrønland og før 1974 i Nord- og Østgrønland.
Nu inviterer Naalakkersuisut til borgermøde om de juridisk faderløses rettigheder.
Nye regler trådt i kraft i 2014
I en pressemeddelelse skriver Naalakkersuisut, at der ”i 2014 trådte nye regler om faderskab og arv i kraft, som gav juridisk faderløse ret til at få fastslået, hvem deres far er, få del i arven (hvis faderen ikke er død) eller tage faderens efternavn”.
Læs: Råd: Juridisk faderløse har rettigheder som alle andre
Naalakkersuisoq for Sociale Anliggender, Familie, Ligestilling og Justitsvæsen, Sara Olsvig, siger om initiativet:
- For Naalakkersuisut er det vigtigt, at juridisk faderløse oplyses om de rettigheder, som loven giver dem. Det er ligeledes vigtigt, at vi får kortlagt de udfordringer, der har været, efter den nye lov trådte i kraft. Derfor er jeg glad for, at vi sammen med Social- og Indenrigsministeriet kan invitere til borgermøder, der sætter fokus på dette vigtige emne. Jeg ser frem til at høre, hvad borgerne mener om deres rettigheder og om behovet for yderligere tiltag.
Sara Olsvig mener, at sagen er vigtig, fordi det er nødvendigt at få gjort op med den ”uretmæssige behandling, systemet har givet disse borgere”.
Borgermøderne finder sted på følgende tidspunkter:
- Nuuk den 24. januar kl. 19.00 – 21.00 i Sermersooq Kredsret
- Ilulissat den 2. februar kl. 19.00 – 21.00 i Kulturhuset Sermermiut.
På møderne vil borgerne kunne få oplysninger om, hvordan man anlægger en faderskabssag, og hvordan sagens behandling forventes at forløbe.