Borgerlig færøsk regering ændrer udskældt fiskerireform

Lørdag har Færøernes nye regering fremlagt sin koalitionsaftale. Skattelettelser og fiskereform står i top.

Færingerne gik til lagtingsvalg den 31. august. Lørdag præsenterede den nye regering så sin koalitionsaftale.
Offentliggjort

Færøernes nye borgerlige landsstyre, der formelt lørdag formiddag overtog den politiske magt på Færøerne, agter som et af sine store mål at ændre den hidtil gældende udskældte og upopulære fiskerireform.

Landsstyret, som nu består af det konservative Folkeflokken, det liberale Sambandsparti og det lille kristendemokratiske Midterparti, fremlagde lørdag den netop indgående koalitionsaftale.

Færingerne skal også gradvist have skattelettelser, ligesom den store boligmangel på grund af den voldsomme befolkningstilvækst skal afbødes ved etablering af forskelligartede boligtyper.

Der vil også blandt andet blive givet nye finansieringsmuligheder for folk, som ønsker at bosætte sig uden for de store byer.

- Færøerne skal være et land, hvor alle skal have det samme udgangspunkt i livet til at udvikle sig, sagde lagmand Bárður á Steig Nielsen fra Sambandspartiet.

Den udskældte fiskerireform bliver ændret.

Den blev indført af den forgangne koalition med daværende fiskeriminister og republikaner Høgni Hoydal som foregangsmand.

Blandt andet aftages den upopulære auktion, og rettighederne til at fiske får rederne nu igen i en længere årrække.

Dertil vil blandt andet udenlandsk kapital, som den forgange koalition ville have væk fra færøsk fiskeri, fortsat få mulighed for at investere på Færøerne.

Ifølge Høgni Hoydal er det nye landsstyres fiskeriordning et voldsomt tilbageskridt.

- Dette er mit værste mareridt, som kommer til at gå i opfyldelse.

- Nu kommer fiskeriet igen på få private hænder, og udenlandsk kapital får ejerskab, siger en ærgerlig Høgni Hoydal.

I modsætning til den forgangne landsstyrekoalition indeholder aftalen mellem partierne i den nye regering ikke planer om at ændre på de rigsretlige forhold mellem Danmark og Færøerne.

Lagmand Bárður á Steig Nielsen fra Sambandspartiet, der ønsker fortsat tilknytning til Danmark, uddybede dog, at koalitionsaftalen indeholder et afsnit om, at man fra færøsk side vil indlede forhandlinger med den danske regering om, at Færøerne får øgede beføjelser på det udenrigspolitiske område.

Færøernes nyvalgte lagting samledes lørdag for første gang efter lagtingsvalget den 31. august.

Den nyvalgte lagmand Bárður á Steig Nielsen afløser socialdemokratiets Aksel V. Johannesen, der sad som leder af den seneste koalition.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS