Borgere klager over sagsbehandling – løsninger er på vej fra kommunen
Flere borgere har oplevet dårlig eller langsom sagsbehandling i kommune Kujalleq. Kommunen oplyser, at der er løsninger på vej, hvor man blandt andet vil fordele ansvar til alle byer i kommunen.
Husleje og el -og varmeregninger, som ikke bliver betalt til tiden af kommunen og borgere, der bekymrer sig på børnenes vegne, da de mener, at ufaglærte ansatte i kommunen ikke kan håndtere underretninger eller kender til reglerne. Det er nogle eksempler på, hvad Sermitsiaq.AG har fået henvendelser om.
Kommune Kujalleq har afholdt seminar om socialområdet i starten af november, hvor de blandt andet drøftede, hvordan de kunne forbedre borgerservicen både i Nanortalik og i Narsaq.
Antal af sagsbehandlere i kommunen
Borgmester Stine Egede erkender, at der er udfordringer med sagsbehandlingerne i kommunen. Hun vil derfor blandt andet ændre på organisationen i kommunen. Der arbejdes i øjeblikket på, hvordan de kan forbedre borgerservicen i alle byer.
Der er i alt to sagsbehandlere til personer med handicap, ældre og pensionister i Narsaq, mens der er tre sagsbehandlere og en ledende socialrådgiver for børn og unge og en sagsbehandler i sikring. Det er det samme i Nanortalik, mens der er 13 sagsbehandlere i Sydgrønlands største by.
Derudover er der to rejsende sagsbehandlere, en socialchef, tre fagchefer og to ledende socialrådgivere både på pension og i handicapområdet.
Kommunen mangler i øjeblikket to sagsbehandlere i Nanortalik, to sagsbehandlere i Narsaq og fire i Qaqortoq samt en fagschef.
Hurtigere og bedre behandling af sager
- Hvis borgerservicen skal forbedres, så bliver vi nødt til at fordele vores ansatte og ansvar over alle byer. Vi arbejder på, at kunne bearbejde sagerne hurtigere og bedre igennem en organisationsændring, siger kommunaldirektøren, Tine Pars til Sermitsiaq.AG.
Kravet om flere ansatte i kommunen har været et ønske blandt medarbejderne under seminaret i november. De ubesatte stillinger søges derfor besat og kommunen arbejder også på, hvordan de kan ændre på organisationen, således at der sker en mere lokalt koordineret indsats, mere tværfagligt samarbejde og flexibilitet i arbejdsopgaverne for den enkelte sagsbehandler, således sagsbehandlingerne kan blive mere effektive.
- Ansvarsfordeling på socialområdet og kompetencefordelingsplan er ved at blive udarbejdet, og vi skal sikre, at der er de rigtige faglige kompetencer til at varetage underretningssagerne, siger kommunaldirektøren.
Kommunalbestyrelsen vil drøfte organisationsændringen i februar, og målet er at implementere ændringerne senest i starten af juni.
Godt 400 underretninger
En rapport udarbejdet på baggrund af det dansk-grønlandske samarbejde for en styrket indsats for udsatte børn og unge i Grønland viser, at , at der var i alt 376 underretninger der omhandlede børn i alderen 0-17 år i 2020. De 376 underretninger omhandlede 227 børn.
Per ultimo 2020 var der i alt 396 børnesager, hvoraf 261 af sagerne havde behov for en socialfaglig undersøgelse.
Kun 31 af sagerne blev undersøgt, mens kommunen har lavet 81 handleplaner ud af de 376 underretninger. Der er ingen tal på, hvor mange børn, der har fået støtte eller er kommet i anbringelse udenfor hjemmet.
Tallene kommer fra en statusrapport, som daværende Naalakkersuisut og den danske regering samarbejde i forhold til indsatsen for de udsatte børn og unge i landet. En statusrapport der skulle give overblik over antallet af underretninger samt sagsbehandlinger i kommunerne.
I 2020 var der i alt 1.533 børn i alderen 0 til 17 år i Kommune Kujalleq. Det betyder, at der kom underretninger på 15 procent af børnene i kommunen.
Der har også været underretninger for unge på 18 til 23-årige. Der var i alt 22 underretninger på 12 unge. Fem sager havde brug for socialfaglig undersøgelse, hvor kun 2 sager er blevet undersøgt. Kommunen havde lavet fem handleplaner for de 12 unge.