terror
Bombemand pågrebet i New York
Tre er såret i en eksplosion på Manhattan. New Yorks borgmester betegner det som et forsøg på terrorangreb.
New York er mandag morgen blevet rystet af en mindre eksplosion, som ifølge de første meldinger ikke har kostet menneskeliv.
New Yorks borgmester, Bill de Blasio, betegner ifølge Reuters eksplosionen som "et forsøg på terrorangreb".
- Gudskelov opnåede gerningsmanden ikke sit endelige mål, siger borgmesteren ifølge flere medier.
Han tilføjer, at bombemanden, der nu er i politiets varetægt, tilsyneladende handlede alene.
Byens politikommissær siger ifølge AP, at rørbombeangrebet er en "terrorrelateret hændelse".
Politiet oplyser ifølge AP, at den 27-årige gerningsmand havde spændt en hjemmelavet rørbombe fast på kroppen.
Han fik selv forbrændinger på hænderne og maven, da bomben gik af, og er indlagt på et hospital.
Derudover er tre mennesker lettere skadet. De klager over hovedpine og ringen for ørerne, oplyser politikilder til AP.
En af de sårede er en politimand, oplyser havnemyndighederne i New York på Twitter.
Hændelsen er sket i en underjordisk passage tæt ved en busterminal nær Times Square. Adskillige brandbiler og udrykningskøretøjer blev sendt til området.
Præsident Donald Trump er blevet orienteret om hændelsen, skriver talskvinde Sarah Sanders i Det Hvide Hus på Twitter.
Unavngivne politikilder siger ifølge AP, at gerningsmanden var inspireret af Islamisk Stat, men at han ifølge de foreløbige oplysninger ikke har været i direkte kontakt med gruppen.
Ifølge flere kilder detonerede den 27-årige gerningsmand sin bombe i morgenmyldretiden omkring klokken 7.30 mandag lokal tid (13.30 dansk tid).
Politiet er nu i færd med at gennemse videooptagelser fra den del af byens undergrundssystem, hvor den formodede gerningsmand færdedes, skriver AP.
CNN rapporterede kort efter angrebet, at politiet søger efter bomber og mulige medgerningsmænd i området. Det er ikke bekræftet af politiet.