Blodrøde tal i kommuneregnskab
Et budgetteret overskud på 19 millioner kroner blev i stedet til et dundrende underskud på 56 millioner kroner for hovedstadskommunen. Det viser en foreløbig opgørelse over kommunens regnskab.
Selv om Kommuneqarfik Sermersooq fik tilført 60 millioner kroner mere i personskatter med indflydelse på 2017-regnskabet gik flere poster i et blodrødt minus.
Flere i arbejde betyder også færre udgifter til sociale ydelser, og det resulterede i, at man sparede otte millioner kroner i færre overførselsindkomster.
Tre poster trak ned
Specielt tre poster trak i den forkerte retning og holdt langt fra det budgetterede mål for året.
50 børn mere end forventet måtte kommunen sidste år anbringe uden for hjemmet, og det har ekstraordinært drænet kommunekassen for 60 millioner kroner.
Anlægsbudgettet blev overskredet med 37 millioner kroner, hvilket blandt andet skyldes, at byggeriet af den gule skolefritids-ordning i Qinngorput blev 15 millioner dyrere end planlagt.
Den tredje post, som trak den forkerte vej, var it-kontoen, som næsten blev dobbelt så dyr som budgetteret. Her må kommunen noterer sig et overforbrug på 23 millioner kroner i forhold til budget, der var sat til 28 millioner kroner.
Sover godt om natten
Kommunaldirektør Lars Møller-Sørensen ligger ikke søvnløs om natten på grund af de store overskridelser i sidste års regnskab.
- Underskud er aldrig tilfredsstillende. Men vi har også haft en række engangsudgifter, som påvirker regnskabet negativt. Vi har eksempelvis afskrevet gæld, som stammer tilbage fra før 2009, da vi gik i gang med at indføre det nye økonomisystem. Det er alligevel penge, som vi aldrig ville få inddrevet. Og denne afskrivning på 30 millioner kroner slår direkte igennem på bundlinjen, forklarer Lars Møller-Sørensen til Sermitsiaq.AG.
Han oplyser, at indtægterne fra udbytteskat blev historisk lav i 2017.
-I 2016 havde vi indtægter på cirka 100 millioner kroner i udbytteskat. Vi budgetterede i 2017 med en indtægt på 67 millioner kroner, men ender på 37 millioner kroner. Det er vi eksempelvis ikke herre over, oplyser Lars Møller-Sørensen.
Aktivitet og vækst
Overskridelsen på anlægsbudgettet er samtidig med til at skabe aktivitet i samfundet og bidrager til udvikling og vækst, påpeger kommunalbestyrelsen.
Kommunens årsregnskab behandles i dag tirsdag kl. 15.30 på et kommunalbestyrelsesmøde. Det skal imidlertid omkring revisionen og vil først ligge endelig klar og nagelfast til august.