Bittesmå og gamle kollegieværelser
Hver tredje kollegieværelse er på otte kvadratmeter og Hjemmestyret har ikke vedligeholdt kollegierne i de gamle GTO-barakker, skriver AG.

Cirka hvert tredje kollegieværelse er et lille hummer med papvægge i en barak, der er gået mere end 30 år over sin samlede levetid, uden vedligeholdelse. Det skriver AG og citerer sektorplanen for kollegier, som landsstyret har ladet udarbejde, af arkitektfirmaet TNT.
Ifølge sektorplanen er der 437 værelser i 38 tidligere GTO-barakker, der blev bygget til håndværkere, der var kaldt til Grønland i kortere eller længere tid. En typisk GTO-blok er mellem 40 og 50 år og trænger til akut udvending vedligeholdelse, ligesom el-installationerne er utidssvarende og muligvis ulovlige, lyder det fra de byggesagkyndige i sektorplanen.
Hvis hjemmestyret vil beholde GTO-barakkerne må de fremtidssikres og det vil koste 52 millioner kroner. Skal kollegieværelserne leve op til nutidens krav og udvides til 12 kvadratmeter, vil det koste endnu mere, nemlig 85 millioner kroner.