Julekoncert
Billeder: Lyberth pakket ind i smukke damer
For 16. år i træk holdt Rasmus Lyberth en rørende julekoncert i Christians Kirke i København
Magisk og rørende.
- Rasmus Lyberth sang helt ind til min sjæl, lød det fra en debutant-publikummer fra Rungsted.
Elsebeth Henning var af en veninde blevet inviteret til julekoncerten i Christians Kirke i København og var stadig rørt, da hun var på vej hjem.
- Jeg er fuldstændig overvældet. Jeg forstod ikke et ord, men jeg forstod det hele, sagde Elsebeth Henning.
Der var udsolgt til koncerten, da Rasmus Lyberth søndag eftermiddag sang julemåneden ind. Det er 16. år i træk, at julekoncerten med den store grønlandske sanger, musiker og komponist blev afholdt i Christians Kirke på Christianshavn.
Dørene til de ikke-normerede siddepladser og loger åbnede en time før koncerten, der startede klokken 17, og allerede 20 minutter efter var alle de gode siddepladser og loger optaget.
Lyberth var pakket ind i smukke damer. Kordamerne i år var Karina Møller, Sophie Wiese samt Aviaja Lumholt. Sidstnævnte gav også et nummer sammen med årets overraskelse og gæsteoptræder, den palæstinensisk-dansk perkussionist Simona Abdallah.
Julesalmer og Rasmus Lyberths egne sange blev nydt i løbet af den halvanden time lange koncert.
Det faste band bestod af violinist Jane Clark, Christian Søgaard på harmonika og Kristoffer Jul Reenberg på klaver og keyboard.