Nanortalik
Billeder: Frygt for affolkning af Nanortalik
Kommunalbestyrelsen i Kommune Kujalleq blev tirsdag formiddag mødt med demonstration i Nanortalik
- Jeg tror, at befolkningen har fået forkerte oplysninger. Og dét har opildnet stemningen.
Sådan lyder kommentaren fra borgmester i Kommune Kujalleq Jørgen Wæver Johansen fra Siumut, efter at kommunalbestyrelsen blev mødt med demonstration ved ankomsten til Nanortalik tirsdag formiddag.
Kilden til utilfredsheden er kommunalbestyrelsens planer om omstruktuering, der blandt andet omfatter flytning af medarbejdere.
- Men der er højst tale om 10 medarbejdere, understreger Jørgen Wæver Johansen over for Sermitsiaq.AG.
Misforstået
Men demonstranterne var af anden overbevisning. De gik blandt andet med et stort skilt, hvor der står ’Bevar Nanortalik’, og de kræver, at borgerservice til Nanortaliks borgere bliver udført i Nanortalik og ikke fra Qaqortoq.
Alligevel føler Jørgen Wæver, at befolkningen i Nanortalik har fået forkerte informationer om omstruktueringen.
- Vi vil ikke flytte hele administrationen til Qaqortoq. Velfungerende afdelinger fortsætter som hidtil, men vi mener, at lønadministration og personalesager kan løses på en bedre måde. Hele omstruktueringen kommer højst til at berøre 10 medarbejdere, der skal flytte til andre afdelinger, påpeger Jørgen Wæver Johansen.
Kommunalbestyrelsen Kommune Kujalleq er i Nanortalik, hvor der tirsdag aften bliver afholdt borgermøde klokken 19.00 i Qujanartip illua.
- Jeg glæder mig til at forklare befolkningen om vores planer, så debatten kan fortsætte ud fra rigtige oplysninger, siger Jørgen Wæver Johansen.