Billeder: Flydespærring mod oliespild testet
En 300 meter lang flydespærring mod eventuelt oliespild blev onsdag i denne uge testet i mundingen af Godthåbsfjorden af Forsvaret og Greenland Oil Spill Response.
Lokale frivillige, to fastansatte fra Greenland Oil Spill Response, og en række søværnsfolk fra inspektionsskibet Triton og inspektionsfartøjet Lauge Koch, testede tirsdag og onsdag i denne uge et nyt havmiljøredningsudstyr, som Greenland Oil Spill Response, efter samarbejdsaftale med Grønlands Selvstyre, opbevarer og vedligeholder for Arktisk Kommando.
Sermitsiaq.AG var med, da inspektionsfartøjet Lauge Koch onsdag testede udstyret med fire frivillige fra Greenland Oil Spill Response.
- Det er lærerigt, selvom det nogle gange var hårdt, fortæller Akitsinnguaq Ina Olsen, som er semi-frivillig hos Greenland Oil Spill Response. (Semi-frivillig: De frivillige får løn, når de er på øvelse eller uddannelse, men får ikke nogen penge for være i beredskab, red.)
Hårdt men lærerigt
Under øvelsen blev en 300 meter lang flydespærring lagt ud i havet og sejlet i formation af et assisterende skib, hvorefter en olieoptager, (skimmer, red.) blev sat i vandet og testet.
- Det var lidt hårdt, men lærerigt at prøve det, fortæller Jørgen Henriksen, som også er semifrivillig hos Greenland Oil Spill Response, og som er på sin første øvelse.
Det er Selvstyret og Forsvarskommandoen, som har indgået en samarbejdsaftale om, at styrke havmiljøberedskabet i Grønland.
Samarbejde om udstyret
Greenland Oil Spill Response har efterfølgende indgået en samarbejdsaftale med Selvstyret om at opbevare og vedligeholde udstyret. Forsvaret har også fået en vagttelefon ved Greenland Oil Spill Response.
- Forsvaret må også bruge Greenland Oil Spill Responses eget udstyr. Aftalen giver tilmed en mulighed for, at vi kan komme på øvelser sammen. Det er vi, især vores frivillige, enormt glade for, fortæller Klaus Kuch Jensen, der er direktør i Greenland Oil Spill Response.
Greenland Oil Spill Response har i dag lagre med materiale i havnene i Nuuk og Aasiaat samt omkring 24 semi-frivillige oliespildsbekæmpere primært i Nuuk og Aasiaat, som kan rykke ud og hjælpe Forsvaret i tilfælde af, at det bliver nødvendigt.