borgermøder
Billeder: Debat om udligningsreformen trak folk
En samlet kommunalbestyrelse i Kommuneqarfik Sermersooq havde onsdag aften indkaldt til borgermøder i kommunens fire byer
I Tasiilaq, i Ittoqqortoormiit, i Paamiut og i Nuuk var der onsdag aften borgermøder med debat om den omstridte udligningsordning og bloktilskudsaftale.
Ikke overraskende var der en klar overvægt af bekymrede borgere, eftersom naalakkersuisoq for finanser og indenrigsanliggender Vittus Qujaukitsoq fra Siumut lægger op til, at Kommuneqarfik Sermersooq skal miste et stort tocifret millionbeløb årligt i støtte.
Omkring 100 personer mødte op i forsamlingshuset i Nuuk for at høre en række kommunalbestyrelsesmedlemmer, hvad der efter deres mening er op og ned på udligningsordningen og bloktilskudsaftalen.
Læs: Sermersooq holder borgermøder inden udligningsreform
Det var en samlet kommunalbestyrelse i Sermersooq, der havde opfordret borgere til at deltage i et af borgermøderne, der blev holdt samtidig i de fire byer i kommunen.
- Det var dejligt at mærke, at vi har borgerne med os. Det kan vi helt sikkert bruge i vores fortsatte arbejde med reformen, opsummerer borgmester Asii Chemnitz Narup fra Inuit Ataqatigiit i en pressemeddelelse.
På et telefonmøde mandag den 11. august vil det politiske koordinationsudvalg, som består af Naalakkersuisut, landets borgmestre og Kanukoka, vedtage den midlertidige udligningsreform og bloktilskudsaftale, som skal gælde for 2015.
Der er endnu ikke sat tal på udspillet til den midlertidige løsning.
Læs: Midlertidig udligningsreform vedtages mandag
Læs: Vittus bøjer sig og foreslår midlertidig udligningsreform
Se billeder under denne tekst