Betænkningen om Thulearbejderne vedtaget
EU-parlamentets udvalg har udarbejdet en kritisk rapport imod Danmark, som et overvældende stort flertal i EU-parlamentet har vedtaget at støtte.

EU-parlamentets udvalg for særlige andragender har udarbejdet en kritisk rapport imod Danmark, som et overvældende stort flertal i EU-parlamentet i dag vedtog at støtte. Samtidig afviste et lige så stort flertal alle Margrethe Aukens (SF) ændringsforslag, der tog sigte på afmontere kritikken.
Sagen handler om Thule-arbejderne, som i 1968 var med til at rydde op efter et amerikansk B52 bombefly, der styrtede ned på Grønland. Flyet havde 4 plutoniumholdige kernevåben ombord. Mange af de arbejdere, som blev sendt ind for at rydde op, er døde af kræft.
JuniBevægelsens medlem af EU-parlamentet, Jens-Peter Bonde: – Jeg fatter ikke, hvorfor SF og andre ønsker at friholde den danske regering for en berettiget kritik. Danmark burde for længst have overstået den kolde krig og imødekommet Thule-arbejderne ved at give helbredsoplysninger til arbejderne, og give dem en årlig helbredsundersøgelse, som EU-traktaterne kræver, siger Jens-Peter Bonde.
Margrethe Auken siger til Netpressen: – Rapporten fastslår at de Thule-arbejderne der ryddede op efter styrtet af en amerikansk B-52'er med atomvåben, er blevet dødeligt bestrålet af oprydningsarbejdet.
– De danske myndigheder har imidlertid foretaget adskillige undersøgelser der viser det modsatte. Disse resultater undlod den liberale ordfører Diana Wallis at inddrage i sin betænkning.
– Det er dumt af parlamentet at vedtage en rapport som er direkte forkert. Det undergraver parlamentets troværdighed. I mine ændringsforslag forsøgte jeg at rette de faktuelle fejl om Thule-arbejdernes dødelighed. Der er en makaber sag, men vi er nød til at forholde os til den specifikke sag om Thule-arbejderne. Vi må frikende de danske myndigheder for anklagen om ikke at have lavet de nødvendige sundhedscheck, siger Margrethe Auken til Netpressen.
Kuupik Kleists barselsvikar i Folketinget, Sofia Rossen, er taget til Bruxelles for at vise sin støtte, først og fremmest til de grønlandske slædekuske, der også deltog i oprydningen efter atomulykken.