fiskeri

Besværligt at holde styr på torsk af blandet herkomst

Torskene ved Vestgrønland kan være født forskellige steder. Det gør en forvaltning af bestanden besværlig.

Det er ikke til at se på torsken, hvor den er 'født' henne
Offentliggjort

En torsk, der havner i en vestgrønlandsk fiskers garn, kan have startet sit liv som et æg flere forskellige steder. Den kan være ‘født’ ved selv Vestgrønland, men den kan også stamme fra Østgrønland eller enddog Island.

Problemet er, at man ikke umiddelbart kan se på den, hvor den er ‘født’ - eller gydt som det retteligt hedder - henne.

Samtidig vil torske svømme tilbage for selv at gyde, der hvor den kom fra.

Hvor kommer de fra?
Det gør det åbentlyst temmeligt besværligt at undersøge bestanden, samt udarbejde en fornuftig forvaltningsplan for den.

- Hvis vi forestiller os et område med torsk, som en slags lagkage. Hvor store dele af lagkagen udgør så torsk fra hver af de mulige gydeområder? Det er et vanskeligt spørgsmål at besvare, for det er ikke lige til at finde ud af, hvilken bestand en fanget torsk kommer fra, med mindre der anvendes DNA-analyser, forklarer seniorforsker Rasmus Hedeholm fra Grønlands Naturinstitut i en pressemeddelelse.

Udveksling af erfaringer
Og DNA-analyser er en dyr fornøjelse, som man ikke sådan helt uden videre griber til.

For at bliver klogere, på hvordan tingene kan gribes an, afholder Pinngortitaleriffik i disse dage en international workshop, hvor forskere og forvaltere fra Sverige, Norge, Island, Færøerne, Danmark og Grønland deltager.

De øvrige lande står nemlig med tilsvarende situationer med opblandede torskebestande.

- Derfor er der blandt meget andet lagt op til, at landene under workshoppen skal udveksle erfaringer med håndtering af opblandede bestande. Det gælder både i undersøgelserne af bestandene og i forvaltningen som baseres på undersøgelserne, hedder det i pressemeddelelsen.

Powered by Labrador CMS