Beslutter hen over hovedet på forældrene
Kritik af Institutionskontoret i Kommuneqarfik Sermersooq, selv om kommunen har efterlyst løsningsforslag fra forældrene
- Vi har som forældre kun modtaget en generel information til alle forældrene til børnehavebørn i Nuuk hvor det foreslås, at halvdelen af vores børns pladser omlægges til vuggestuepladser. Vi har ellers henvendt os til kommunen så snart vi fik informationen, men kommunen har kun sendt os en kvittering for modtagelse og har ikke forholdt sig til vores klage, siger talsmand for forældregruppen i børnehave Nuka Gerth-Ole Larsen i følge en pressemeddelelse fra forældrene.
- Vi sendte vores klage den 24. oktober 2012 og har indtil nu ikke modtaget konkret information om hvad det betyder helt konkret for vores børn. Den manglende information og dialog skaber en utrolig utryghed, fortsætter Gerth-Ole Larsen, der i følge pressemeddelelsen bakkes op af Andreas Boysen-Kleist, som ligeledes har børn i børnehave Nuka:
- I vores klage har vi lagt op til at vi gerne vil indgå i konstruktiv dialog, men det er svært at være i dialog når man ingenting hører fra kommunen, siger han.
Den manglende dialog betyder, at forældre ikke ved, hvad der skal ske med deres barn, eller om de skal flyttes til anden institution. Forældrene har kun via medierne tilfældigt hørt om Kommuneqarfik Sermersooqs planer. Via medierne er forældrene oplyst om, at man ved naturlig overgang til skole vil udfase børnehavepladserne til vuggestuer.
Men på kommunens hjemmeside fremgår det, at der har været høring, se Løsningsmuligheder vurderes.
Desuden er der mulighed for Ønskeflytning til Nukariit.
- Hvis de havde lyttet til os, og vores bekymringer omkring omlægningen ville de også vide, at for os har det betydning, at halvdelen af pladserne omlægges for de børn, som stadig bliver i børnehave Nuka, og som er fire og fem år. I dag laver børnene på tværs af grupperne en lang række gode, udviklende aktiviteter, såsom virksomhedsbesøg, gymnastik, svømning, ser film på biblioteket og holder temauger om tandbørstning m.m. Børnehaven er en af de institutioner, som giver børnene rigtig gode muligheder for udvikling. Vi er bekymrede for, at en ændring i sammensætningen vil være en forringelse for de børn, som går på Nuka i dag, fortæller Gerth-Ole Larsen.
Men i september i år har kommunen efterlyst løsningsforslag fra forældrene, se Udligning af vuggestue og børnehavepladser
Forældregruppen forstår godt målsætningen om at afskaffe ventelisten og vil gerne være med til at finde en løsning, men savner dialog med kommunen om løsningen, fremgår det af pressemeddelelsen fra forældrene.