et nyt europa?
Beroliger briter: I er i gode hænder uden EU
En sandsynlig ny landsleder for britterne, konservative Boris Johnson, bebuder, at han regner med, at briterne stadig får adgang til EU's indre marked
Der har været relativt stille om Londons tidligere borgmester Boris Johnson, siden han førte kampagnen for at trække briterne ud af EU til en sejr ved afstemningen torsdag.
Men Johnson bebuder søndag aften, at han regner med, at briterne stadig får adgang til EU's indre marked, og at ændringer i briternes forhold til EU vil komme stille og roligt.
- Der vil fortsat være frihandel og adgang til det indre marked, skriver Boris Johnson i en klumme i avisen The Telegraph.
Boris Johnson skriver også, at briternes skilsmisse med EU "ikke haster".
- Økonomien er i gode hænder, fortsætter Boris Johnson, der insisterer på, at direktøren for den britiske Bank of England, Mark Carney, bør forblive på sin post, selv om han er blevet kritiseret for at være for involveret i kampagnen for, at briterne skulle blive i EU.
/ritzau/