Bekymret klimaforsker: Isen på Arktis smelter tidligere end normalt

Det er bekymrende, at varmen er kommet tidligt til området omkring Nordpolen i år, mener klimaforsker ved DMI.

Indlandsisen
Offentliggjort

Der bor ikke mange mennesker i Arktis, men vejr og klima i området er alligevel særdeles vigtigt, da det påvirker klimaet over hele jorden - også Danmark.

Derfor overvåger Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) klimaet på Arktis løbende.

Foruroligende observation

Her har man gjort en foruroligende observation. Varmen har har ramt Arktis tidligere på sæsonen, end den plejer.

Temperaturen over isen har dermed nået op over 0 grader, hvilket får store havisflager på klodens nordligste punkt til at smelte.

Det fortæller klimaforsker ved DMI Rasmus Tonboe.

- Det betyder, at man får et meget sårbart isdække, og der er risiko for, at der bliver meget lidt is tilbage i slutningen af smeltesæsonen i september i Arktis, siger han.

Det skyldes ifølge Rasmus Tonboe, at når afsmeltningen først er startet, breder den sig hurtigt.

Frossen sne reflekterer nemlig mere sollys og dermed mere energi end sne, der smelter.

Bekymrende

Rasmus Tonboe kalder den tidlige varme på Arktis for "bekymrende".

- Havisen spiller en rolle for vores klima og den globale temperatur. Hvis der er mindre is i Arktis, så accelererer den globale temperatur, siger Rasmus Tonboe.

Den tidlige varme er hændt før - i 2012 - hvor der blev slået en kedelig rekord for den mindste isudbredelse i slutningen af sommeren. Det samme frygter klimaforskeren kan ske igen.

- Lige nu er varmen kommet cirka en uge tidligere, end den plejer. Det er det samme som i 2012, hvor vi havde rekordlav isudbredelsen, siger han og understreger:

- Jo tidligere smeltesæsonen begynder, desto mindre is er der tilbage i september.

Powered by Labrador CMS