Behov for nytænkning i Neriuffik

- Pengene rækker ikke til den bedste hjælp, som kræftpatienterne har behov for. Derfor må vi tænke grundigt over, hvordan vi kan gøre det bedre, siger Marius Olsen.

Det siger han, efter kræftpatienten Eva Mølgaard har beskrevet, hvordan hun har manglet opbakning fra Neriuffik.

- Det føles som om, at vi kræftpatienter bare er til at smide ud efter endt behandling eller mellem behandlingerne, når vi kommer hjem til vores eget land. Neriuffiks formål er meget flot og jeg er meget taknemlig for de frivillige, som arbejder bag Neriuffik. Men det er bare ikke nok, lød det således fra kræftpatient Eva Mølgaard.

Marius Olsen kan godt genkende Eva Mølgaards råb om hjælp og er enig i, at hjælpen er langt fra optimal.

- Kræftens Bekæmpelse er stærk og stor. De har kontorer og fastansatte til kræftpatienterne. Det har vi ikke mulighed for. Der skal nytænkning til. Det vil jeg tage op med Neriuffik til generalforsamlingen næste år, siger han.

Læs "Kræftramte vil støtte hinanden"

Et kontor mangler
Neriuffiks næstformand Sofie Mathiessen er en af de, der står til rådighed, hvis en kræftpatient ønsker at snakke med nogen.

- Det er meget frustrerende. Vi ønsker virkelig at hjælpe, men nogle gange er tiden der ikke, når vi har fuldtidsjob og familie at passe. Vi går på samtalekurser, men mange når ikke at bruge det rigtigt, før de forsvinder igen. På den måde er det også penge ud af vinduet. Derfor er jeg meget enig i behovet for nytænkning, fortæller Sofie Mathiessen.

Alle tre har flere bud på en bedre og mere åben arbejdsgang, hvis økonomien er til det. Neriuffik burde for eksempel have et kontor, hvor kræftpatienter kan henvende sig i hverdagene.

- Måske kan vi oven i købet få hjælp fra alle borgere i Sisimiut, hvis borgerne er villige til at betale et lille beløb om måneden, enten via lønnen eller skatten, lidt ligesom da vi skulle betale én procent mere til den kommende nye havn.

Mindre ressourcer
Kræftens Bekæmpelse får navnene på kræftpatienter, når nogen bliver syge. Og det er ikke tilfældet hos Neriuffik. Hvis en kræftsyg patient ikke selv tager kontakt til Neriuffik, har de ikke mulighed for at hjælpe.

- Desuden skal jeg sige, at det meste af vores tid går til at indsamle penge til foreningen, derfor har vi mindre ressourcer til at være der for patienter. Og det er vi slet ikke stolte af. Derfor skal der som sagt nytænkning til, siger Marius Olsen.

Eva Mølgaard fastslår, at det er meget ’let’ at finde trøst andetsteds, for eksempel alkohol, når man har ondt i sjælen.

- Det ved vi jo. Så er der endnu et symptom, som skal behandles. Mange tror, måske især politikere, at vi bliver raske, når vi bliver raskmeldt, men det er jo ikke tilfældet. Der er altid risiko for tilbagefald og kræftpatienter har tit behov for at snakke om sygdommen. På den måde er det - hvis kræftpatienterne bliver godt hjulpet - også lettere at forblive rask og måske endda billigere for samfundet, siger Eva Mølgaard.