Begrænset plads til indendørs kø de næste to dage
Borgere, der skal testes i Nuuk i dag og i morgen kan forvente at stå i kø udenfor i kulden, da der er mangel på plads til kø indenfor, oplyser sundhedsvæsenet.
Husk at tage varmt tøj på, hvis du skal til test for corona i Nuuk i dag eller i morgen. Allerede fredag morgen klokken 8.00 var køen til testcentret begyndt at udvikle sig udenfor Inussivik.
Der er nemlig begrænset plads til kø indendørs i Inussivik denne weekend.
Til gengæld har testcentret udvidet sine åbningstider, så der er mulighed for test i tidsrummet kl. 8.00-15.00.
Det melder Dronning Ingrids Sundhedscenter på sin Facebookside.
Grunden til mere begrænset plads til den lange kø indendørs er, at der er et planlagt arrangement i Inussivik, der skal afvikles denne weekend.
- Der forventes også fredag den 12. november og lørdag den 13. november stort pres på testkapaciteten, skriver sundhedscentret.
Kæmpe pres hele ugen
Hele den her uge har testcentret oplevet kæmpe pres på kapaciteten og timelange køer, der slanger sig igennem Inussivik og ud i kulden.
Det har fået testcentret til at udvide åbningstiderne, så flest borgere kan testes per dag, mens dårligt gående og familier med små børn kan springe køen over og blive testet hurtigere.
Der er på nuværende tidspunkt 120 aktivt smittede i Kommuneqarfik Sermersooq. Flere udbrud i daginstitutioner og skoler har spredt smitten i samfundet og til andre byer.