Befolkningstallet kravler lidt opad
På et år er antallet af personer i Grønland steget med 142. Heraf var de 100 født i Grønland, mens resten kommer fra andre lande.
Grønlands Statistik har netop offentliggjort befolkningstallet, der opgøres to gange om året – 1. januar og 1. juli. Det seneste befolkningstal viser, at der nu bor 56.367 personer i Grønland.
Fra 2011, da befolkningstallet toppede med 56.890 personer har der været en tilbagegang, dog med en lille tendens til, at kurven måske er knækket nu, men her kan hjemsendte efterskoleelever på grund af corona-situationen blandt andet spille ind.
Færre født i Grønland
I forhold til nettoindvandringen efter 1. januar 2018 skriver Grønlands Statistik:
- Det fremgår at den grønlandsk fødte del af befolkningen på 2½ år er reduceret med i alt 900 personer. Lidt anderledes er det gået for gruppen af personer, der er født udenfor Grønland. I de 2 første måneder af 2019 øgedes antallet med cirka 200 personer, hvorefter der har være balance mellem indvandring og udvandring.